Fjerritslev skal showdance

Boksning 19. september 2003 06:00

FJERRITSLEV: Fra på tirsdag er det ikke nødvendigt at have handsker på for at træne i bokseklubben Orion. Faktisk behøver man slet ikke bokse. Eller for dens sags skyld træne hård fitness. Det er nok at have lyst til at danse. BK Orion byder nemlig fra næste uge på showdance med instruktør Jeanette Thellefsen. - Vi havde lidt ledig kapacitet i vores lokaler, og så tænkte vi, at det kunne være spændende med et tilbud om dans i de timer, fortæller bokseklubbens formand Mogens Breum. Ind til videre har idéen mødt interesse. 14 har allerede meldt sig til at lære de rappe trin, hvor hæl og tå og hænder skal ramme takten, ikke en sandsæk. Og der er kun plads til 20 på et hold, så det er med at være hurtig, hvis man vil være en af Fjerritslevs nye showdansere. Instruktør Jeanette Thellefsen har selv danset i Aalborg i tre år og blev danmarksmester i 2002. Hendes lektioner bliver på halvanden time hver tirsdag, og her får deltagerne både danset streetdance, funk, disco og showdance. Og det hele i en kombination. De 90 minutter vil indeholde både opvarmning, undervisning og udstræk, og alle over 16 år er velkomne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...