Fjerritslev Skole tabte i fodbold efter omkamp og strafespark

Michael Christiansenmichael.christiansen@nordjyske.dk FJERRITSLEV: Fjerritslev Skole nåede frem til fjerde runde af Ekstra Bladets fodboldturnering for skolehold. I et opgør på Fjerritslev Stadion måtte de 11 spillere - primært fra skolen 8. og 9. klasser - se sig slået af Sulsted Skole efter en kamp, der både indholdt forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. - Det var et meget spændende opgør. Holdene passede godt til hinanden i fysik, så det var det tekniske, der skulle afgøre kampen, fortæller idrætslærer Rene Holm. Den ordinære spilletid på to gange 30 minutter endte 3-3 efter en Fjerritslevføring på 3-1. Målscorere var Mathias Pilgaard, Jens Gunnersen og Stephan Andersen. - Den forlængede spilletid på to gange 10 minutter gav ingen mål, så vi måtte ud i en straffesparkskonkurrence, fortæller Rene Holm. Begge hold scorede de fem første gange, men så brændte en Fjerritslespiller det sjette skud, og sejren tilfaldt Sulsted Skole. De øvrige elever på skolen havde fået fri fra undervisningen for at overvære opgøret, og de var med til at sætte kolorit på kampen med deres mange farverige tilråb til spillerne. Rene Holm fortæller, at Fjerritslev Skole en gang tidligere er nået et trin videre i turneringen. - Den gang nåede vi til semifinalen for de nordjyske deltagere. Akkurat som jeg havde ventet igen i år. Men sådan gik det altså ikke.