Fjord Line overvejer at skifte havn

Norsk rederi i flyttetanker efter sammenstød med kaj i Hanstholm - Hirtshals og Skagen byder velkommen.

HURtigfærgen Fjordcat har to gange været i nærkontakt med bolværket i Hanstholm, og det er en væsentlig årsag til, at Fjord Line nu overvejer at finde en anden dansk anløbshavn, hvis havnen i nordvest ikke kan tilbyde bedre anløbsforhold. Arkivfoto: Christina Larsen

HURtigfærgen Fjordcat har to gange været i nærkontakt med bolværket i Hanstholm, og det er en væsentlig årsag til, at Fjord Line nu overvejer at finde en anden dansk anløbshavn, hvis havnen i nordvest ikke kan tilbyde bedre anløbsforhold. Arkivfoto: Christina Larsen

Fjord Lines færge Fjord Cat har flere gange kysset kajen på havnen i Hanstholm, og det får nu det norske rederi til at vurdere alternative danske havne til deres hurtigrute til Kristiansand. Ifølge norske NRK er Fjord Lines direktør Ingvard Fardal utilfreds med forholdene på Hanstholm Havn, og rederiet er bange for, at der vil ske flere uheld på grund af de vanskelige indsejlingsforhold. - Det er naturligt for os at vurdere alternativer i Danmark. Vi har udfordret Hanstholm Havn, og vi har været i dialog med Esbjerg, Frederikshavn og Hirtshals, siger Ingvald Fardal til NRK Sørlandet. Fjord Line vil evaluere situationen henover efteråret, og direktøren vil ikke udelukke at samarbejdet med Hanstholm Havn lider skibbrud. I Hirtshals vil havnedirektør Jens Kirketerp Jensen kun bekræfte, at han har talt med Fjord Line. - En dialog kan også være en telefonopringning. Jeg vil kun sige, at vi som andre virksomheder er interesseret i at få nye kunder, hvis det passer ind i havnens set-up, siger Jens Kirketerp Jensen. Color Line er den klart største aktør på Hirtshals Havn med ruterne til Kristiansand og Larvik med de to nye Superspeedfærger, mens Kystlink har en natafgang til norske Langesund. - Vi vil gerne have flere færgeruter fra Hirtshals, hvis det sker under hensyn til havnens drift, infrastrukturen og de rederier som i forvejen benytter havnen, siger Jens Kirketerp Jensen. Fjord Line og Color Line har tidligere været på kollisionskurs, idet Fjord Line anmeldte konkurrenten til det norske konkurrencetilsyn. Color Line blev beskyldt for at udnytte sin dominerende markedsposition ved at dumpe billetpriserne i kampen om færgekunder til Vestnorge. Det norske konkurrencetilsyn afviste dog klagen. Hanstholms havnedirektør, Birgitte Juhl, vurderer, at den eneste holdbare løsning er at udbygge havnen efter en tidligere vedtaget udbygningsplan. Planen koster dog mellem 250 og 400 millioner kroner, og dermed ligger den økonomiske beslutning på Christiansborg. Birgitte Juhl håber på politisk velvilje til gavn for denne ende af Udkantsdanmark, men hun husker dog besværet med at få fundet blot otte millioner kroner til forsøg med modulvogntog. Den danske direktør i Fjord Line, Gert Balling, håber, at havnen vil se på en tredje mulighed, som rederiet foreslår: Rullefendere, som anbragt på de to moler vil kunne beskytte fartøjerne. Teknikken anvendes i en del havne i blandt andet USA til at beskytte den amerikanske flådes skibe af aluminium.