Hirtshals

Fjord Lines klage afvist

{ HIRTSHALS: Color Line udnytter ikke sin markedsdominans på ruterne mellem Norge og Danmark til at dumpe priserne. Det afgjorde den norske konkurrencestyrelse i går efter en påstand fra Color Lines konkurrent, Fjord Line. - Efter en samlet vurdering er Konkurransetilsynet kommet frem til, at Color Line i perioden frem til sommeren 2006 ikke har overtrådt forbuddet mod misbrug af dominerende stilling. Tilsynet vil derfor ikke forfølge sagen videre, skriver tilsynet ifølge nyhedstjenesten N24. Color Line oprettede sin rute fra Bergen og Stavanger til Hirtshals 27. april i fjor, og bare to uger senere indsendte Fjord Line, som allerede sejlede ad samme rute, sin klage. Fjord Line mener, at Color Line forsøger at udkonkurrere dem ved at underbyde og sejle med tab. /ritzau/