Lokalpolitik

Fjordatlasset åbner sig

Det nye fjordatlas, som Mariagerfjord Kommune har fået trykt i 6.000 eksemplarer, er døbt "Dejlig er fjorden".

Fjorden skal ikke dele - men samle. Det er filosofien i det projekt, Mariagerfjord Kommune kører som en af årets fire "kulturarvskommuner". - Indsat: Forsiden af det nye fjordatlas.

Fjorden skal ikke dele - men samle. Det er filosofien i det projekt, Mariagerfjord Kommune kører som en af årets fire "kulturarvskommuner". - Indsat: Forsiden af det nye fjordatlas.

På torsdag ved vi så, om indholdet også kan få englene, eller i al fald læserne, til at synge. Fjordatlasset er det første håndgribelige resultat af, at Mariagerfjord i år er udnævnt som en af fire danske "kulturarvskommuner". Mariagerfjords projekt skal synliggøre, hvordan bølgerne i tusinder af år har bundet folk i øst og vest i fusionskommunen sammen. - Engang var transport på vand lettere end transport på land, og fjorden bandt området sammen. I dag skiller vandet os ad. Vi vil gøre fjorden til en sammenhængsfaktor igen, skriver borgmester H.C. Maarup (S) i atlassets forord. Fest hele dagen Atlasset bliver offentliggjort på Gasmuseet i Hobro torsdag eftermiddag, men festlighederne varer det meste af dagen. Om formiddagen mødes borgmesteren til en rundbordssamtale med folk fra de tre andre kulturarvskommuner og fra Kulturarvsstyrelsen og Realdania, der har udpeget kommunerne. Efter frokosten på Café Kaj skal gæsterne se Kunstetagerne, Hobro Værft og Gasmuseet, og klokken 15 starter det officielle program. Borgmesteren taler og viser fjordatlasset frem, og Hobro Søndre Skoles Rytmiske Pigekor underholder. Senere sejler selskabet med turbåden Svanen til Bramslev Bakker. En stribe talere tager ordet, inden byrådspolitikerne kører med bus til byrådsmøde i Hadsund, og gæsterne sejler videre med Svanen til Mariager. Gratis uddeling Men - fjordatlasset er ikke kun for politikere og indbudte gæster. De 6.000 eksemplarer bliver fordelt til kommunens biblioteker, turistkontorer, museer og borgerservicecentre, hvor enhver kan hente dem kvit og frit. Fjordatlasset er på 72 sider i stort format og vrimler med nye og gamle billeder, kort og tekster, der beskriver fjorden helt fra Fyrkat til Als Odde. Udviklingskonsulent Marie Garsdal Brøsted og arkitekt Simone Christensen har redigeret atlasset. Dele af indholdet vil indgå, når kommunen udarbejder sin kommende kommuneplan. - Vi skal bygge på alle de spor, som mennesker og historie har efterladt, siger H.C. Maarup før udgivelsen.