Fjordbank Mors af 2011 afleverer banklicensen

Finansiel Stabilitet overtager administrationen af tilbageværende engagementer

Fjordbank Mors af 2011 drives nu direkte af Finansiel Stabilitet. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Fjordbank Mors af 2011 drives nu direkte af Finansiel Stabilitet. Arkivfoto: Jesper Thomasen

NYKØBING M.: Finansiel Stabilitet overtager administrationen og afviklingen af de tilbageværende kundeengagementer og aktiviteter i Fjordbank Mors af 2011. Det sker som et led i koncernens strategi om at nedbringe antallet af banker i koncernen og centralisere afviklingen.

Fjordbank Mors af 2011 har i den forbindelse afleveret sin pengeinstitut- og værdipapirhandelstilladelse til Finanstilsynet. Fjordbank Mors af 2011 er blevet omdannet til et finansselskab, FS Finans IV A/S, efter afleveringen af banklicensen. FS Finans IV indeholder aftaler og aktiviteter, som ikke er licenskrævende. De licenskrævende aftaler og aktiviteter er overdraget til FS Bank A/S under Finansiel Stabilitet, oplyser det statslige oprydningsselskab for krakkede banker.

Én kunde, én rådgiver

FS Finans IV har indgået en administrationsaftale med Finansiel Stabilitet. Der er indgået en tilsvarende administrationsaftale mellem FS Bank og Finansiel Stabilitet. Det indebærer, at den enkelte kunde er blevet tildelt en rådgiver i Finansiel Stabilitet, som håndterer deres aftaler under ét – uanset om de er placeret i et eller flere selskaber i Finansiel Stabilitet.

Fortsat filial på Mors

Finansiel Stabilitet har besluttet at opretholde en filial på Mors for en del af 2013. Det betyder for landbrugskunderne, at de fortsat vil blive betjent af en rådgiver med lokal placering på Mors. Nogle kunder uden for landbrugserhvervet bliver fremover betjent af en rådgiver hos Finansiel Stabilitet i København.

Direktør John Andy Madsen varetager ledelsen af filialen og medarbejderne på Mors.

Finansiel Stabilitet vil indsætte en ny bestyrelse i FS Finans IV ved den kommende generalforsamling, som endnu ikke er indkaldt. Den kommer til at bestå af ledere fra Finansiel Stabilitet.

Preben Mullit tiltræder stillingen som administrerende direktør for FS Finans IV med virkning fra dags dato. Preben Mullit er også administrerende direktør for de øvrige finansselskaber i Finansiel Stabilitet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.