Fjorden presser sig på ved Jørsby
Bagvandet kan ikke ledes væk på grund af højvandstand i Dråby Vig

Galleri - Tryk og se alle billederne.
DRÅBY VIG: Fjorden presser sig på efter søndagens storm og har delvist oversvømmet Strandvænget ved Jørsby ved Dråby Vig, der er gået over sine bredder.
- Bagvandet kan ikke ledes væk på grund af høj vandstand i fjorden, siger brandinspektør Mogens Hansen, Redningsberedskabet Morsø Kommune.
- Jeg har ikke set så meget vand på markerne generelt, som jeg så på vej herud i formiddag. Der er ingen tvivl om, at drænene arbejder på højtryk, siger Mogens Hansen.
Der er dog umiddelbart ikke fare for, at vandet stiger yderligere på markerne ved Jørsby.
- I løbet af i dag og i morgen skulle problemet gerne være løst, da vandstanden vil falde ifølge prognoserne, siger Mogens Hansen.
Tirsdag formiddag var vandstanden i Dråby Vig faldet til godt én meter over normal daglig vande.
- Vandstanden var på sit højeste omkring midnat natten til tirsdag. Da var vandstanden 1,52 meter over normal daglig vande, siger Mogens Hansen.
Diget ved Jørsby blev forhøjet tidligere på året efter stormene Dagmar og Egon drog over Mors 9. og 10. januar i år. Diget gav efter for vandmasserne, og vandet stod faretruende højt i området.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.