Fjordens Dag i Stinesminde og Løvdal

Arden 6. september 2002 08:00

ARDEN: Som den eneste kommune i Himmerland fortsætter Arden Kommune med på sjette år at arrangere aktivitetsdagen Fjordens dag, der foregår søndag eftermiddag ved Stinesminde og Løvdal med et væld af aktiviteter og oplevelser for publikum. Egentligt stod Landsbyen Himmerland for at koordinere arrangementet hos de implicerede kommuner, men siden starten for seks år er interessen og opbakningen til arrangementet langsomt faldet. - Dog har vi i samtlige år oplevet en stor interesse fra kommunens mange foreninger og institutioner for at medvirke, så derfor fortsætter vi nu alene, forklarer fuldmægtig John Ladefoged i børne- og kulturforvaltningen, der er leder af projektgruppen bag Fjordens Dag i Arden Kommune. Og at der er en stor lokal interesse for arrangementet er tydeligt, for over 15 foreninger og institutioner deltager ved Stinesminde og Løvdal. Fra middagstid og resten af eftermiddagen står Stinesminde Borgerforening klar til at servere frisklavede fiskefrikadeller og øl og vand for trængende blandt publikum, mens Arden Erhvervsksole demonstrerer fremstillling af gelélys, smedning af jern og primitiv brødbagning. Repræsentanter for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening vil fortælle interesserede om, hvordan det er muligt for små midler selv kan gøre noget for at bevare naturen i de nærmeste omgivelser. På foreningens stand er der blandt andet mulighed for at få arbejdstegninger til en fuglekasse og pindsvinehule. Går interessen i retning af større projekter, er der mulighed for at få instruktioner og tegninger til anlæg af minivandhuller for at tiltrække og skabe et godt miljø for dyr og fugle. Arden Turistforening vil være repræsenteret ved daglig leder af turistkontoret, Charlotte Larsen, der vil fortælle om Arden Turistforening og dens aktiviteter samt uddele brochuremateriale. Økologiske produkter På havnen i Stinesminde vil der også blive arrangeret et grønt og økologisk marked, hvor publikum får tilbudt smagsprøver på blandt andet økologisk gedekød og grøntsager samt brød bagt af gamle kornsorter som spelt. Husmoderforeningen fra Oue sørger hele eftermiddagen for salg af frisklavet kaffe og varme vafler, og Willestrupspillene opfører et optaktspil til det store egnsspil næste sommer. For de motionsglade blandt publikum er der mulighed for at deltage i en travetur på tre kilometer i omegnen af Stinesminde, arrangeret af Hjerteforeningen og med byrådsmedlem Paul Chr. Arnbak som guide. Andre motionsmuligheder specielt for vovehalse er en prøvetur på vandski på fjorden med instruktør, og med det brede program for Fjordens dag i Arden Kommune er der lagt op til en rigtig hyggedag for hele familien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...