Flåden må undvære Tordenskiold

Tordenskiold var klar til at erobre København, men nationale forudsætninger sætter en brat stopper for søhelte-togtet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Også Nyhavn fik besøg af de friske soldater i 2005

Fonden Tordenskiold Frederikshavn, har netop besluttet at stoppe den videre planlægning af det store folkelige landsprojekt - Tordenskioldsdage på Kvæsthusbroen i København. Planen var at Tordenskioldsdage på Kvæsthusbroen i København skulle blive den særligt udadvendte og folkelige markering af flådens 500-års jubilæum. - Vi havde virkelig glædet os til denne enestående chance for at markedsføre Tordenskioldsdage, Frederikshavn og Nordjylland, ved at skabe denne spektakulære fejring af Søværnets jubilæum i hovedstaden. Projektet i København skulle involvere op mod 500 frivillige deltagere, fastslår direktør Jan Michael Madsen fra Fonden Tordenskiold. 14 gamle træ-sejlskibe har ligget underdrejet klar til at sætte kursen mod arrangementet i hovedstaden, og med et så stort antal ville man kunne fylde Kvæsthusbroen op på alle tre sider. - Det var tiltænkt platformen for markedsføring af nordjyske kulinariske produkter, som i denne store iscenesættelse, ville være indrammet i et tableau, som kunne fortsætte fortællingen, om disse unikke nordjyske produkter, siger Jan Michael Madsen. Han tydeliggør, at Nordjylland med dette projekt, kunne have taget et kæmpe spring fremad i forhold til national kendskab til de årlige Tordenskioldsdage i Frederikshavn. - Og det ville helt sikket have været en meget udviklende og betydningsfuld oplevelse, for hele vores frivillige organisation, siger direktøren. Organisationen er også helt på plads og stod klar til at løfte projektet. Baggrunden for, at man nu må stoppe planlægningen har alene rod i, at der er en række forudsætninger, som ikke er bragt på plads i forhold til det oprindelige oplæg. - Man kan sige, at beslutningen om at indstille planlægningen af Tordenskioldsdage i København er en nødvendig konsekvens af det manglende økonomiske grundlag. Og derfor var Fonden nødt til at trække en streg i sandet, siger Jan Michael Madsen. Ideen med opsætningen af Tordenskioldsdage i København, var ellers udpeget af PG500, til at kunne være en folkelig markering af Søværnets 500-års jubilæum. - Vi har nu hele vores fokus på fejringen af flåden med afviklingen af Tordenskioldsdage i Frederikshavn, samt på tre store markedsføringsprojekter i Oslo, Humlebæk og Göteborg fortæller Jan Michael Madsen. Tordenskioldsdage - "Hold Fast - for Engelen og Maria" afvikles den 25.-27. Juni i Frederikshavn og der forventes 50.000 besøgende.