Flådestationen passer godt på Lene Højbjerg

FREDERIKSHAVN:Da Lene Højbjerg i NORDJYSKE havde læst om Liva Knaps liv med ménière, tog hun avisen med på sin arbejdsplads, Flådestation Frederikshavn. - Mine chefer læste avisen og kunne lige pludselig sætte sig ind i, hvilket helvede jeg har levet i, og hvorfor jeg kun har været i stand til at ligge i min seng i halvandet år, siger Lene Højbjerg. Det fik arbejdsmiljølederen, Verner Frydkjær og chefen for personalesektionen, OK O.P. Larsen til at skride til handling. På Flådestationens intranet blev der straks annonceret med, at hvis der var flere, som led af ente ménière eller tinnitus, ville Flådestationen gerne give dem fri og dække udgifterne til Liva Knaps kurser. - Og vi er ikke mindre end 14 medarbejdere, som lider af disse sygdomme, og som nu får hjælp af vores arbejdsplads til at bekæmpe dem, siger Lene Højbjerg, som næsten ikke kan sætte ord på sin taknemmelighed. - Mine chefer, KK Jørn Ploug og CH DRL Søren Holmstoel og mine arbejdskolleger er bare guld værd. Jeg har fået lov til at arbejde på flextid, så jeg kan gå og komme, som det passer mig bedst. - Og se nu på tirsdag, siger hun. - Der afholder Ménière og Tinnitus Foreningen foredrag for os, der går på kursus, for vores pårørende og vores chefer. Og tænk, min chef, der ellers har så travlt, vil alligevel afse tid i sin fritid til at komme og høre om min sygdom. Det er sådan noget, der gør Flådestation Frederikshavn til verdens bedste arbejdsplads.