Flabet Sagan takker den gule trøje for forarbejdet

Peter Sagan mener, at han blev hjulpet til etapesejr af Greg Van Avermaet, der indledte sin spurt tidligt.

Ritzau
Peter Sagan vandt 5. etape foran Sonny Colbrelli (i rød trøje til højre). Greg Van Avermaets gule skuldre kan skimtes længere tilbage. Foto: Stephane Mahe/Reuters
Cykelsport 11. juli 2018 18:59

Superstjernen Peter Sagan er flyvende i Tour de France, hvor han onsdag tog sin anden etapesejr efter en endnu en perfekt timet afslutning.

Verdensmesteren agerer næsten lige så overskudsagtigt, når han er steget af cyklen, og med et glimt i øjet takker han indehaveren af den gule førertrøje, Greg Van Avermaet, for sejren.

Sagan og Van Avermaet har udkæmpet mange drabelige dueller i klassikerterræn de senere år.

- Jeg skal sige tak til mine holdkammerater, for de gjorde det virkelig godt. Vi kontrollerede løbet fra midten af etapen i selskab med BMC. Kammeraterne bragte mig i en god position ind på den sidste stigning.

- Da vi nåede ind i opløbet, indledte Greg sin sprint meget tidligt. Det var et perfekt leadout for mig. Så også en tak til Greg, lyder det fra Peter Sagan.

Med to sejre i bogen er Tour de France allerede efter fem dage en succes for Bora-mandskabet. Men ledende sportsdirektør Enrico Poitschke vil have mere.

- Det største pres er godt nok væk nu, men vi har stadig mål for denne Tour de France, og vi fester ikke endnu, siger Poitschke.

Sagan vil gå på jagt igen allerede torsdag, hvor etapen slutter på den stejle Mûr-de-Bretagne. Spørgsmålet er dog, om det er lige et nummer for stejlt - selv for Sagan.

- Afslutningen er helt sikkert hårdere, og vi skal køre stigningen to gange. Vi afventer, hvordan han har det i morgen. Vi forsøger igen, og så må vi se, hvordan det går, siger sportsdirektøren.

Peter Sagan har allerede opbygget et pænt forspring i kampen om den grønne pointtrøje. Han er 33 point foran nærmeste rival, som er Fernando Gaviria.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...