Musik

Flad mave med Medina

Medina har undergået store forandringer, blandt andet fra brunette til blondine og tilbage igen. Desværre har forandringerne endnu ikke slået igennem i hendes musik
. Foto: Grete Dahl

Medina har undergået store forandringer, blandt andet fra brunette til blondine og tilbage igen. Desværre har forandringerne endnu ikke slået igennem i hendes musik . Foto: Grete Dahl

"12 dage" hedder ét af de ti mere eller mindre enslydende numre på den danske sangerinde Medinas seneste album "For Altid", der just er kommet på gaderne. Titlen på albummet "For Altid" er storhittet, man kun har kunnet undgå ved at holde sig til P1 eller iPod'en. Med andre ord, nummeret har været næsten uundgåeligt og sikkert elsket af de forelskede og afskyet af de brændte og sure. Jeg er ikke forelsket, men medgiver, at Medina fordeler vindene lige, så der både er noget at feste og flæbe til på hendes nye album. Sangen "12 dage" er et af de sørgelige numre, som handler om en affære, hvor manden åbenbart fik nok inden fjorten dage var forløbet. Stærke sager og pigen (Medina?) spørger da også vantro sig selv: "Er det mon så slut nu?" Det er sgu' da sørgeligt, hvis ens største kærlighedssmerte er et forhold, der er kortere end en tur til Tyrkiet. Min indstilling har selvfølgelig noget med min alder at gøre. Jeg er ikke rigtig ung og heller ikke rigtig gammel, men i hvert fald hægtet helt af efter at have lyttet til fjerde nummer "Kl. 10" på Medinas seneste udgivelse. "Kl. 10" handler om, at elskeren lige skal over og tale alvorligt med sin kæreste, og så kommer han over til Medina bagefter og så skal de være rigtige kærester. Problematikkerne hos Medina er der som sådan ikke noget galt med, det er mere sproget problemerne behandles med, der får mig til at ryste på hovedet. Medina er ganske vist ung i forhold til mig, men med sine 28 år går hun vel næppe rundt og siger fraser som: "Skal vi komme sammen?", "jeg slår op " og "undskyld! jeg var bare fuld." Medinas univers lyder som en weekend i en 17-årigs liv. Det er nærliggende straks at skyde Medina ned som dum blondine. Men ligesom Madonna og Marilyn, så tror jeg, at Medina og folk omkring hende tænker rigtig meget og især på penge. Musikken på "For Altid" lyder som Medinas andre albums. Musik og især tekster synes at være et biprodukt, der følger den perfekte krop Medina, der tilsyneladende bruger mere af sin tid i fitnesscentre end i musikstudiet på at udvikle lidt muskler på den luftige men absolut sexede stemme. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk Medina: "For Altid" labelmade