EMNER

Fladhed og andre lyksaligheder

På banestien mellem Ryaa og Aabybro kan man få åndenød uden hårdt tramperi

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

53-årige Gunner Lynge fra Aabybro har tit i denne sommer taget turen til Ryaa, hvor han boede som barn, og som regel kommer han ad banestien. Så går tiden så godt synes han, selv om han er træt af sommerferie. Det bliver hurtigt lidt kedeligt at lave ingenting, når man til daglig er vant til at hygge sig med gode venner på et værested i Hammer Bakker. Foto: Bent Bach

Det er livsaligt, men man kan alligevel ikke bare påstå, at det bedste ved cykelturen på den gamle banesti mellem Ryaa og Aabybro er fladheden. For der er andre kvaliteter på denne ydmyge trafikåre at få åndenød og hjertebanken af. Kornmarkerne og nyplantede juletræer og læhegnene langt nok borte til, at de ikke tager udsyn men alligevel giver det kultiverede landbrugsareal karakter af natur. Og himlen ovenover, som strækker sig opad lige fra cykelstyret, så høj den er i det flade. Hvis man er væk længe nok mellem ud- og hjemtur, kan man se solen stå op til den ene side og gå ned til den anden og tro, at man er lige nær ved, hvor det sker. Og her er alle duftene og stilhedens lyde, mens man triller ubesværet, så ens eget pustende åndedræt ikke overdøver insekternes summen og fuglekvidderet fra et buskads eller højt oppe fra i det blå. 1,8 km står der på skiltet, der viser cyklisten fra Ryaa til Aabybro, og det værste, man kan udsætte på den snorlige strækning, hvor engang både Fjerritslev-banen og Løkken-banen kørte på skinner, er dens korthed. Bedst som man hjuler stilfærdigt af sted, er man næsten fremme og må stoppe på den gamle jernbro, som alene ved sin nostalgi og på trods af den kørevenlige træbelægning næsten er romantisk, som den bærer én trygt over ådybet. Bare for at trække tiden ud. Rensningsanlægget i vejsiden når ikke at gøre større indtryk, før man distraheres af en anvisning til cykelstiens trafikanter. Både pil og tegning viser til venstre – og mildt stemt, som man er over egnens lyksaligheder, tager man sit bedste herresving ind ad en tuet grusvej. Nok er det fint med motion, når især den kan udøves i adstadigt tempo. Men her på afveje finder man pludselig og uforskyldt sig selv midt mellem tennis- og andre boldbaner, og det er så for meget, at det kan være svært at tilstå for sig selv, at meningen nok er, at man skal køre på det lille stykke dobbeltsporede cykelsti inde langs hegnet og slet ikke skulle have været så langt væk fra den lige vej.