Flæk aldrig en tand...

Der snakkes og skrives meget om, hvordan det dog skal gå med det affolkede Yderdanmark i fremtiden. Borgerne i Holstebro kæmpede forgæves for deres sygehus under kommunevalget, ligesom det kniber gevaldigt med at fastholde læger i yderområderne. Her betaler man ellers samme skat til staten som i Aalborg, Århus og København, men uden at have deres mange goder.

Specielt inden for sundhedssektoren. Bl.a. i Thy, hvor de sindige indbyggere finder sig i tingenes tilstand, som imidlertid godt kan chokere en turist med fast fritidshusadresse gennem 25 år. Her flækkede den ene af os en stor kindtand juleaften med det til følge, at tungen blev læderet/opsvulmet og efterhånden hindrede indtagelse af fast og flydende føde i de fem dage, det tog at få hjælp til miséren. Der er ellers et dusin tandlæger i Thy, men de holdt fri eller havde deres faste klienter, indtil en enkelt forbarmede sig over os, så vi kunne smutte de 30 kilometer til Thisted for at få kalamiteten i orden inden lukketid. Men inden da havde det været en rundtur og lektion i et bureaukratisk sundhedssystem, som vi ynder at kalde verdens bedste i verdens lykkeligste land. Først ringer vi til en lokal tandlæge, hvis telefonsvarer henviser til tandlægevagtens telefonsvarer, som fortæller, at træffetiden er mellem ni og ti hver dag, men i øvrigt kun tager sig af småskader og tandpine. Ved større skader henvises til skadestuens telefonnummer. Vi ringer op – og af alle steder havner vi i Aalborg, hvor en rigtig levende dame gerne vil fortælle om systemet - i Aalborg. Hvad skal vi så bruge det til her fra Sydthy i snevejr i en afstand af over hundrede kilometer? Så får vi i stedet telefonnummeret på Thisted Sygehus, ringer op og får en ny dame - i informationen, som oplyser, at skadestuen ikke tager sig af tandproblemer. Prop noget tyggegummi i hullet, lyder rådet. Så prøver vi Falck for at få adressen på tandlægevagten til næste dag. Falckvagten viser sig at sidde i Brønderslev og ved ikke noget om tandlægevagt. Prøv skadestuen eller telefonoplysningen, lyder rådet herfra. Ringer igen til Thisted Sygehus og stilles om til en – helt uventet – forstående og hjælpsom sygeplejerske, der dybt beklager situationen på dette åbenbart helt nye ”vagtsystem”. - Jeg er selv forarget, for hvordan skal vi hjælpe syge folk, når de ringer. Vi sparer i hele regionen, så måske skal du køre til Aalborg eller hjem til Århus. Måske har jeg alligevel en løsning og ringer dig op om lidt. Det gjorde hun sørme, og da lød det bedste råd: Tal med lægevagten, jeg stiller lige om. Og så skete der ikke mere, da ingen tog røret her. Vi opgav. Første hverdag efter julen begyndte vi i stedet en rundringning til samtlige tandlæger i Thy, og så var der bingo hos en i Thisted, hvis vi ville stille om senest en halv time. Hvad skulle man ellers have gjort – ringet på 112?