Flag hejst for landmænd

Fjerritslev tog godt imod 700 landmænd M/K samlet til årsmøde i Dansk Holstein

Michael Christiansen
Værtsparret Dorthe og Gert Gundersen mellem to af de mange køer, der blev vist frem på et indendørs podie ved besætningsbesøget på Ny Drøstrupgaard. Foto: Lars Pauli
Mælkeproduktion 24. september 2011 08:10

Flagene var lørdag hejst gennem Fjerritslev midtby. Årsagen var, at 700 landmænd fra hele landet samt gæster fra Norge og Sverige var samlet til årsmøde i foreningen Dansk Holstein. Mødet for landmænd med de sortbrogede køer i stalden blev holdt i Han Herred Fritidscenter, mens ledsagerne var på tur gennem Han Herreds smukke landskab med indlagt kaffebesøg på Svinkløv Badehotel. Efter mødet, der sluttede ved middagstid, var der tid til at besøge tre landmænd med de sortbrogede Holstein køer i stalden. Det var hos Lone og Niels Hansen, Skovsgård, Dorte og Gert Gundersen, Drøstrup samt Lene og Jan Bak jensen, Østerild. Tager gerne mod besøg - Vi åbner meget gerne stalddørene, når der er nogen, der vil se vore køer og høre om vores hverdag. Især når gæsterne er andre landmænd, så der bliver mulighed for en faglig snak om køerne, fortæller Gert Gundersen, Ny Drøstrupgaard. Ægteparret overtog gården efter hans forældre for godt 25 år siden. Dengang var besætningen på 12 køer og tilhørende 30 ha. I dag er jordarealet øget til 300 ha via opkøb. Desuden lejes andre 80 ha. Der er økologisk drift, hvor markerne drives med ærter, majs, græs og lidt korn. Efter flere tilbygninger er der nu plads til 290 køer i staldene. - Vores besætning er en typisk brugsbesætning. Vi tænker ikke så meget på avl, som de to andre værtsfamilier. Parret driver desuden bondegårdsferie via fem lejligheder med tilsammen 24 sovepladser. Dorthe har festlokalerne Almhuset i Skerping og deltidsjob i Østerild Børnehave. En uges forberedelse Familien Gundersen har brugt godt en uges tid på at gøre klar til de store rykind. Tre gange ankom godt 240 landmænd til gården, hvor der blev vist rundt og fortklaret, ligesom flere leverandører til landbruget havde opstillet stande. Flere lokale landmænd benyttede de tre besætningsbesøg til en faglig snak med kollegerne. Årsmødet sluttede med fest i fritidscentret, hvor årets tyr blev kåret. Deltagerne skulle ved ankomsten stemme på hvilken tyr ud af tre, der skulle have titlen. Aftenens dessert var islagkager fra Ryå Is, hvor isen var pyntet med billeder af den kårede tyr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...