Frederikshavn

Flag og glade skoleelever i Jerup

Privatskolen i Jerup hilst velkommen af hele byen

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Første skoledag bød i Privatskolen i Jerup også på fællesspisning af pasta med kødsovs.Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Efter to år uden glad og munter støj fra skoleelever kunne man onsdag igen høre og se aktive drenge og piger på skolen i Jerup.

Og hele byen var klædt i festhumør med Dannebrogsflag i anledning af, at Privatskolen i Jerup gik i gang med den første skoledag.

22 elever og en del forældre var med fra morgenstunden, og selv om skoleleder Katrine Bagnkop gerne havde set endnu flere elever tilmeldt privatskolen fra start, er hun fuld af fortrøstning.

- Jeg regner med, at vi har 27 elever inden 1. september, og det er helt fint for os, siger skolelederen, der sammen med de to andre ansatte lærere, en enkelt pædagog og en stribe frivillige hjælpere har haft travlt de seneste dage.

- Rigtig mange praktiske ting skulle på plads, men nu glæder vi os til for alvor at komme i gang med skolen her i Jerup, hvor vi især er lykkelige over den lokale opbakning.

Eleverne på skolen er fra 0.- 6. klasse, og der er samlæsning for 0.- 2. klasse, 3.- 4. klasse og 5.- 6. klasse.

- Vi tror på det her, og efter en hektisk sommer med mange opgaver ser vi frem til en stille og rolig opstart, siger bestyrelsesformand Lars Nielsen, der har sønnen Silas i 2. klasse.

Skolens leder indledte skoleåret i 5.- 6. klasse, hvor syv elever fik fortalt om oplevelser i ferien.

- Jeg faldt først i søvn klokken to i nat, fordi jeg var så spændt på at komme i skole, fortalte én af eleverne, og det var tydeligt, at alle havde glædet sig til første skoledag på Privatskolen i Jerup.

- Flere af elverne kender hinanden i forvejen, og nogle af dem har endda gået i klasse sammen tidligere på denne skole, men vi har elever fra både Skagen, Frederikshavn og Kvissel, og for alle handler det her i starten om, at alle føler sig velkomne, og at her er rart at være, siger Katrine Bagnkop.

- Vi har masser af plads på skolen, hvor der også er en hal, og vi vil også benytte området udenfor til fælles aktiviteter, forklarer skolelederen

Første skoledag på Privatskolen i Jerup blev rundet af med fællesspisning, og årets første onsdagsret bestod af pasta og kødsovs.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.