Flager for en grøn skole

TYLSTRUP:Tylstrup Skole kan i et helt år hejse det grønne flag, som bevis på at skolen er miljøbevidst. I går fik skolen nemlig flaget tildelt af Friluftsrådet for indsatsen for et miljøvenligt vandforbrug. Grunden til, at Tylstrup Skole har fået flaget tildelt, er, at skolen har afholdt en emneuge, der var direkte målrettet mod at spare på skolens vandforbrug og dermed på at få det grønne flag. Eleverne på alle klassetrin deltog i enmneugen, hvor de blandt andet arbejdede med, hvordan man passer på vandet, genbruge det og sparer på det. Det har altså resulteret i, at skolen har reduceret vandforbruget med 10 procent. Tylstrup Skole har ret til at flage med det grønne flag i et år, og om det til den tid skal udskiftes med et nyt flag, har skolen endnu ikke taget stilling til. - I øjeblikket er vi meget glade og stolte over det grønne flag. Men det kræver mange ressourcer at få flaget, så vi ligger i hvert fald stille i et til to år, inden vi skal have et nyt, fortæller skoleleder Ole Rix Jensen.