Flaget på halv i protest

Vindenergi 4. september 2002 08:00

GL. VRÅ: Selvom Bjarne Laursen bor på Milbakken i Sulsted, tæt på koncerten Aero med Jean Michel Jarre, skal han absolut ikke med til lørdagens internationale mega-event i Gl. Vrå Enge. Tværtimod har han tænkt sig at flage på halv for at markere, at han er indædt modstander af vindmøller og mener, at den franske musiker har forsømt at sætte sig ordentligt ind i tingene, inden han besluttede at skabe en koncert som en hyldest til vinden og vindmøllerne som energikilde. - Det skræmmer mig, at det er lykkedes for ham sammen med vindmøllemafiaen at promovere sit budskab om den rene energi, og at Aalborg Kommune er hoppet med på vognen og poster 3 millioner kr. i projektet, siger Bjarne Laursen, der er medlem af bestyrelsen i Landsforeningen Naboer til Vindmøller. For ham er det ikke kun et spørgsmål om, at møllerne generer naboerne både visuelt og med larm og støj, at de er livsfarlige for fugle og insekter og at de rent samfundsøkonomisk er en skidt forretning. - Det handler især om, at vindmøller simpelthen ikke er stabile nok som leverandør af strøm, og at vi derfor bliver nødt til at bruge ekstra meget olie og kul på kraftværkerne for at stabilsere strømforsyningen, siger Bjarne Laursen. Derfor mener han, at vindmøllerne er direkte skadelige for miljøet. - Men ingen her i landet er interesseret i at undersøge problemerne med vindmøllerne. Det er simpelthen politisk vedtaget, at vindmøller gavner miljøet og nedsætter CO2-udslippet, siger han. Men for en tyvendedel af de 20-25 milliarder, der direkte og indirekte er postet i vindmølleteknologi i form af tilskud og kunstigt høje el-priser kunne man skifte termostater ud i det meste af Tjekkiet, påpeger han. Det ville globalt set gavne CO2-slippet langt mere, mener Bjarne Laursen. 1. sektion side 6

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...