Sæby

Flagets dag

FREDERIKSHAVN:Efter at det blev samlet op over i Estland for 786 år siden, og brugt som kongens og statens flag i de næste århundreder, blev Dannebrog i 1854 allemandseje. - Og i dag vi bruger flaget flittigt. Familiernes festdage eller sorgens dage markeres med Dannebrog. I alle kolonihave- og sommerhusområder ser man en skov af flagstænger, hvor Dannebrog er hejst, og vi sætter flaget i kager, hænger det på juletræet og vifter med små Dannebrogsflad, når vi hylder en fødselar, et brudepar eller lignende, fortalte tidligere chefrådgiver for DANIDA Karen Margrethe Engelbreckt onsdag aften, hvor Danmarks-samfundet og Sct. Georgs Gilderne i Frederikshavn bød til flagfest og overrækkelse af tre faner til Springteam Sæby, BON HVF 116 FLS FRH samt Lokal- og Egnshistorisk Forening, Voersaa. Desuden fik Frederikshavn Folkedansere en ny flagdug. Det er Danmarks-samfundet og Sct. Georgs Gilderne, der står for uddeling af faner, og pengene kommer ind gennem salg af de små valdemarsflag, der sælges på Valdemarsdagen 15. august. Om det sagde talsmand for foreningerne Bent Johannes Nielsen: - Det er glædeligt, at der i hele lokalområdet er stor interesse for vores nationale symbol, Dannebrog. Og at vi kan samles om at fejre vort flag som her i dag ved valdemarsgudstjenesten i Frederikshavn Kirke. Derfor er vi meget taknemmelige for den hjælp til flagsalget og de mange øvrige opgaver, der skal løses, når flagets dag fejres. - Vi håber - og forventer - at I fremover vil medvirke aktivt ved salget af de små flag, og at I naturligvis møder op med jeres fane, når vi fejrer flagets dag.