Redningsvæsen

Flammefolket i bølgerne

EJSTRUP:Plask! Normalt er vand deres ven nummer 1, men lørdag var dét forhold vendt på hovedetfor seks brandmænd fra brandvæsenet i Brovst. På én dag skulle de omskoles - fra brandmænd til vandhunde. Som resultat af, at de lokale reddere droppes, og kyststrækningen fra Hirtshals og nedefter i fremtiden skal deles om to beredskaber - et i Brovst og et i Løkken - var en flok brandmænd fra Brovst lørdag formiddag på kystredderkursus. De skulle klædes på til situationer, hvor vandet pludselig er fjenden. Til kæntrede luftmadrasser, kuldsejlede fritidsfiskere og surfere, der er gledet af brættet. Det blev de med tre timers teori i blandt andet bølgelæsning og søsætningssteder, efterfulgt af en tur ud til Ejstrup Strand for at prøve af, om noget nu også havde fænget. Og det havde det. Heldigvis. - Det er slet ikke det samme som at slukke brand. Det giver noget selvtillid, at man ved, at man skal ud at redde en person, sagde Jesper Nielsen, der var en af kystredderaspiranterne. De seks nybagte reddere skal i sving, når nogen er i fare ”i kystnært område”. Er det længere ude på havet, er det statens redningstjenestes job. Det vil tage de nye reddere omkring et kvarter at nå til for eksempel strandene i Fjerritslev, efter at en person har ringet 112, og deres personsøger har bippet. Personsøgeren er en fast bestanddel af beklædningen - døgnet rundt og hver tredje weekend. - Det er gået godt i dag. Det, der bliver svært at sige, er, hvad vi kan, når det bliver dårligt vejr til vinter, sagde instruktør Jørgen Rotbøll. Ved en redningsaktion med det nye mandskab til kystnære omåder sendes to mænd i orange våddragter ud i bølgerne, mens indsatslederen bliver på land for at styre og koordinere arbejdet via en radio. De nye vandkyndige brandmænd dækker sammen med kollegerne i Løkken ikke bare kyststrækningen, men også fjorden.