Flaskens forfatter på samfundets bund

Chianaski (Matt Dillon) bruger sin sidste dollar på en bar og en tilfældig, men køn kvinde. Still fra filmen.

Chianaski (Matt Dillon) bruger sin sidste dollar på en bar og en tilfældig, men køn kvinde. Still fra filmen.

Hvis du ikke på forhånd kender den amerikanske forfatter, Charles Bukowski (1920-94), der konstant holdt sig selv beruset for ikke at mærke sin egen livssmerte, kan det være svært at finde hoved og hale i denne delvist selvbiografiske baserede ”Factotum”. Forudsætninger og baggrundsviden er godt, hvis du for alvor skal føle dig hjemme i det sorte, lakoniske univers,som den norske filminstruktør Bent Hamer (”Salmer fra køkkenet”) her skildrer. Hank Chinaski (Matt Dillon) prøver at leve af at skrive og sender i en stadig strøm noveller til datidens store litterærre undergrundstidsskrift ”Sparrow Magazine”. Han er dybt alkoholiseret og samtidigt nødt til at tage tilfældige underbetalte møgjobs for at overleve. Eller når det går godt leve af uregelmæssige gevinster på galopbanen. Samlebåndsarbejde, rengøring og taxichauffør. Listen af meningsløse jobs er endeløs. Undervejs i livet oplever han tilfældige og mærkværdige eventyr med kvinder, der er lige så afhængige af flasken, som han selv er. Og ganske smukke, hvilket rollelistens Lili Taylor (Jan) og Marisa Tomei (Laura) ubesværet sørger for. Chianski/Bukowski har et problem. Han er (næsten) altid ærlig over for både sig selv og også dem, han støder ind i. Kvinder som arbejdsgivere. Det gør det rigtig svært for ham at begå sit i vort ”normale” samfund. Livet er udsigtsløst, fremtiden er sort, men øllet er koldt, og Chianski er iøvrigt ligeglad, når bare han få rum og tid til det han allerhelst vil: -Skrive, skrive, skrive. Når den da ikke står på hor, druk og spil. Filmen kredser fascineret omkring denne udsigstløse selvdestruktion og forsøger samtidigt at portrættere forfatteren, der gjorde sit liv på samfundets bund til stoffet i sit skriveri. Matt Dillon spiller rollen kompetent, mut og næsten uanset, hvor beruset han er, i rene, nydelige skjorter. Spillet mangler udstråling og overbevisning. Dillon virker lidt fjern og er ikke overbevisende, som alkoholiker på skideren, Det hele bliver lidt på overfladen i de kønt fotograferede og lyssatte tableauer, hvor selv en morgenbræktur på toiletter kan forvandles til billedæstetik. Sjældent har vi set så kønne nedslidte hotelværelser og lurvede barer. Problemet er, at vi aldrig rigtig kommer ind under huden på Chinaski/Bukowski-figuren. Det er kun i Dillons klarsynede og ærlige enetaler - lånt fra Bukowskis egne selvbiografiske tekster, at filmen rammer den rå, hensynsløse tone, som var forfatterens litterære varemærke. Og gjorde hans stemme til såden en befriende oase midt i den borgerlige, amerikanske opstylthed. Det er svært at få forfatteren, hans liv og værk forvandlet til overbevisende, levende billeder. Så - selvbiografisk løst funderet film, som kun glimtvis formår at ramme Bukowskis tørre humor og desillusionerede samfundssyn.
  • ”Factotum” USA, 2005.Instr.: Bent Hamer. En time, 34 min. Till. f. 11 år. Biffen, Aalborg.