Flauenskjold tabte uden kamp

Dall 21. marts 2007 05:00

FLAUENSKJOLD: Flauenskjolds håndbolddamer i 3. division tabte i denne uge uden kamp til Nørre Søby, fordi holdet ikke kunne stille hold. - Vi har ellers fået et par af vore gode gamle kræfter tilbage, fortæller holdets træner, Henrik Toftgaard, og det har hjulpet på holdets standard og været medvirkende til at vi vandt vores første kamp i år over Mors med 19-18 og at vi ugen efter spillede 17-17 mod Sindal. - Men desværre indløb der afbud til kampen mod Nørre Søby så sent, at vi ikke kunne nå at få flyttet kampen og måtte erkende, at vi ikke kunne stille hold på spilledagen. - Vi har endnu tre kampe tilbage og blandt andet skal vi møde det andet bundhold Dall-Ferslev, og vi kan ikke nå at komme ud af nedrykningszonen, hvor vi står til direkte nedrykning. Imidlertid er Sindal i øjeblikket på tredjesidstepladsen ligesom Team Sindal/Tårs er på tredjesidstepladsen i 2. division, som også er en nedrykningsplads. - Reglerne siger, at en klub ikke kan have to hold i samme division, så hvis Sindal/Tårs rykker ned fra anden division, bliver vi forfremmet til at skulle spille kvalifikationskampe om nedrykning, og Sindal rykker direkte ud i stedet for os. Flauenskjolds herrehold sluttede turneringen med en sejr på udebane over Bindslev/Tversted med 24-19 og sluttede på tredjepladsen i serie 2. Her spiller holdet altså også i næste sæson. OS

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...