Flauenskjold

Flauenskjold tabtemed 10 mål til Sæby

FLAUENSKJOLD:I håndboldstævnet i Flauenskjoldhallen i denne uge var hovedkampen på damesiden lokalopgøret i 3. division mellem Sæby og Flauenskjold, hvor gæsterne i anden halvleg helt overtog dirigentstokken og vandt med 26-16. Det var en svagt spillet kamp, der navnlig i første halvleg var fyldt med tekniske fejl fra begge hold, men Sæby startede bedst og kom på 4-1 og 8-3 inden FIF’erne mod slutningen af første halvleg kom på 7-8 og Sæby sluttede med en scoring til halvlegsresultat 9-7 til gæsterne. I anden halvleg øgede gæsterne føringen, men Flauenskjold svarede igen til 11-14, men så faldt hjemmeholdetg ned i et hul og Sæby scorede otte mål i træk uden at Flauenskjold kunne svare igen, og fra 22-11 kunne Sæby nøjes med at forsvare forspringet til kampens slutresultat 26-16. Heidi Jørgensen blev topscorer for Flauenskjold med seks mål, Rikke Bertelsen nettede fire gange. Hos gæsterne var Janne Højholt bedst med syv mål, mens Charlotte Larsen fulgte efter med fem scoringer. Den efterfølgende herrekamp i serie 2 mellem Flauenskjold og Team Sæby vandt Flauenskjold med 29-25, men det var set fra sidelinien en kamp, der navnlig i anden halvleg blev kraftig præget af nogle kraftige fejlvurderinger af dommerduoen, der tilsyneladende dømte mere efter hvad de hørte end hvad de så. Det resulterede bl.a. i, at Flauenskjold var ved at sætte en klar føring på 26-18 over styr, da dommerne på et tidspunkt med to minutters udvisning reducerede hjemmeholdet til at være blot to markspillere i stedet for seks. Sæby reducerede til 26-23 men FIF’erne red stormen af og vandt fortjent. Topscorer for Flauenskjold blev Henrik Toftgaard med ni mål, mens den spillende træner Kasper Georgsen lavede seks mål. Flauenskjold er nu på tredjepladsen med 16 point. Samme antal, som HF Hjørring på andenpladsen, men Hjørring har spillet en kamp mere. De to hold møder hinanden i Flauenskjold søndag 28. januar. OS