Fleksibel bank også derhjemme
Forleden holdt Andelskassen i Hadsund åbent for sidste gang, og kunderne er nu tilknyttet Andelskassens filial i Hobro.
For Camilla FISKER - der var filialdirektør i Andelskassen i Hadsund og nu er filialdirektør i den samlede filial i Hobro - var det trist at forlade Hadsund, men hun ser frem til at kunne tilbyde bankens kunder større fleksibilitet.
- Vi er naturligvis kede af at flytte fra Hadsund, men det er en nødvendighed, hvis vi fortsat skal kunne tilbyde vores kunder en solid og god bank. Derfor er vi også glade for at få en stærk filial i Hobro, hvor vi bliver langt mere fleksible, hvilket betyder, at vi kan tilbyde vores kunder, at vi holder møder hjemme hos dem - også uden for normal åbningstid. Folk i Hadsund-området behøver altså ikke begive sig til Hobro for at mødes med deres rådgiver. Kunderne er tilknyttet Hobro, men vi kommer gerne til Hadsund og omegn, hvis det er dér, kunderne ønsker at holde møde, siger Camilla Fisker.
Med sammenlægningen af filialerne kan en række administrative opgaver håndteres mere smidigt.
- Med den digitale udvikling, der er i gang med mobilbetalinger som Swipp, apps med Dankort på mobilen, elektronisk underskrift af dokumenter og så videre er mange opgaver flyttet ud af bankfilialerne. Og med 11 medarbejdere i den sammenlagte afdeling vil vi være mere fleksible og få mere tid til rådgivning. For kunderne vil det betyde et tættere samarbejde fremover, og fleksibiliteten gør som nævnt, at vi kan tilbyde rådgivning, hvor kunden bor, siger Camilla Fisker, der understreger, at Andelskassen fortsat vil være aktiv i Hadsund-området.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.