Fleksibel efterløn er bare god

Linda Schack Pedersen arbejder fortsat på advokatkontoret et par dage om ugen, som fleksibel efterlønner. Foto: Diana Holm

Linda Schack Pedersen arbejder fortsat på advokatkontoret et par dage om ugen, som fleksibel efterlønner. Foto: Diana Holm

Linda Schack Pedersen var kun på efterløn i 14 dage, før hun igen var i arbejde THISTED: Efter sin realeksamen i 1961 kom Linda Schack Pedersen i lære i toldvæsenet som kontorassistent. Det meste af sit arbejdsliv har hun været ansat som advokatsekretær lige til det tidspunkt, hvor hun som 61-årig valgte at gå på efterløn. Som 60-årig modtog Linda Schack Pedersen sit efterlønsbevis, og allerede da strejfede tanken hende, om at gå på efterløn. - Jeg havde ikke sat nogen dato på, men det kom meget pludseligt, fordi jeg gik og døjede med problemer i min højre hånd, og jeg både følte og mente, at jeg ikke kunne arbejde på fuld styrke og magte de behov, som kontoret havde brug for, så derfor valgte jeg at gå på efterløn, fortæller hun, og tilføjer, at børnebørnene naturligvis også trak i retning af at forlade arbejde. Som efterlønner ville Linda Schack Pedersen selvsagt få mere tid til sine børnebørn. Det har hun også fået, men helt som hun havde planlagt, skulle det ikke gå. Tilbage igen Linda Schack Pedersen fortæller, at hun altid har været glad for sit arbejde, og at hun måske endda følte, at det var lidt tidligt at forlade arbejdsmarkedet som 61-årig. Men hun skulle hurtigt vende tilbage som fleksibel efterlønner. Der gik nemlig ikke mere end 14 dage, før hun fik en henvendelse fra sin arbejdsgiver. - Advokatkontoret Jon Johnsen har altid været en god arbejdsgiver, og da jeg fik muligheden for at arbejde to dage om ugen, kunne jeg ikke sige nej, også fordi jeg savnede kontakten med mine kolleger, siger Linda Schack Pedersen. Fleksibel Som efterlønner er Linda Schack Pedersen på den fleksible ordning, og den betegner hun som usædvanlig god. - Ordningen er indrettet på den måde, at der bliver modregnet time mod time i min efterløn, fortæller hun, der fører et nøjagtigt regnskab over de timer, hun er på kontoret. Advokatkontoret udbetaler løn for arbejdstimerne, som bliver modregnet i efterlønnen, og det regnskab bliver ført på et skema, som hun har hentet hos HK’s a-kasse i Thisted. Den fleksible efterløn giver et lille plus på bundlinjen efter skat, men det har ikke været incitamentet for at sige ja til at arbejde mellem 12 og 15 timer to dage ugen. Linda Schack Pedersen kan imidlertid ikke spare op til den skattefrie præmie, fordi hun gik på efterløn før det fyldte 62. år. - Jeg ved ikke, hvornår jeg stopper, men jeg tror nu ikke, jeg bliver ved til jeg fylder 65 år, hun. @Byli.9.special.bund:Af Poul Erik Tarp poul.erik.tarp@nordjyske.dk