Fleksibel fremtidsbil

Opel viser et koncept på den kommende biludstilling i Geneve - en lille bil med masser af plads. Køretøjet, der bærer navnet Trixx, kunne godt blive en konkurrent til Smart, har plads til tre voksne og et barn. Eller den kan anvendes til en enkelt person og samtidig have masser af lasteplads. Der er tre elektrisk betjente døre, to i passagersiden og én i førersiden. Konceptbilen er i øvrigt forsynet med flere eksempler på nytænkning. Hvad med et oppusteligt bagsæde, et højre forsæde, som kan foldes helt væk, og en slags taglem, der kan åbnes, når man transporterer meget lange genstande. Bagtil kan man som en skuffe trække en bagageholder vandret ud til tungt gods eller til ting, der er for snavsede til at tage ind i bilen. Motoren er den, som også findes i Corsa: 1,3 CDTI turbo diesel på 70 hk. Om bilen engang kommer i produktion vides ikke, men den viser Opels nye designsprog. Fronten minder meget om den kommende Astra med dens udtalte V-form.