Arbejdsmarked

Fleksjob-strid ender med forlig

Fleksjobstriden mellem Fagforeningen 3F og byrådsmedlem og gartner Svenning Christensen (V) blev torsdag afsluttet med et forlig.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Svenning Christensen fastholder trods forliget sin klage til Pressenævnet over 3F Skageraks ageren.Foto: Henrik Louis

En kvindelig fleksjobber blev efter 3F's mening snydt for løn, arbejdsmarkedspension m.m., da hun igennem næsten fire år arbejdede i Den Grønne Vogn hos Svenning Christensen. Hun får nu efterbetalt 65.000 kr. 3F har beregnet fleksjobberens tilgodehavende til 74.000 kr., men tilbød for en måneds tid siden Svenning Christensen et forlig på 60.000 kr. Svenning Christensen kom med et modbud, og siden har forhandlingerne ligget stille og er altså nu endt på 65.000 kr., fordi tilbuddet fra 3F på 60.000 ikke længere stod ved magt. Hård kritik på hjemmeside Sagen blussede op tirsdag, da 3F lagde en artikel om sagen ud på sin hjemmeside. En artikel, hvor gruppeformand Lasse Olesen fra 3F beskylder Svenning Christensen for magtmisbrug og for at snyde fleksjobberen. Bølgerne har gået højt i et par dage, men det lykkedes alligevel parterne at nå til enighed om et forlig i går, og nu er alle parter indstillet på at bilægge striden. - Jeg er altid glad hvis vi kan lande den et sted hvor alle er glade. Vi er meget tilfredse, og vores medlem er glad og lettet. Sagen har taget hårdt på hende, siger Lasse Olesen. Svenning kommet til fornuft 3F undskylder ikke for artiklen på 3F's hjemmesiden, men artiklen om Svenning Christensen er nu blevet pillet af hjemmesiden. - Vi har ingen intentioner om at hænge Svenning yderligere ud. Nu er han jo kommet til fornuft, mener Lasse Olesen. Også Svenning Christensen erklærer sig tilfreds med forliget. - Det er fint. Det endte lykkeligt, siger han. Han fortryder dog ikke, at han ikke bare betalte hvad 3F krævede fra starten. - Når to parter går til forhandling, gør de det med henblik på at opnå et forlig. Det er dét vi nu har gjort, påpeger Svenning Christensen. De foregående dages offentlige debat ville han dog gerne have undværet. - Det er en meget, meget hård måde at indgå forlig på. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i byrådet. Men så har man prøvet det, konstaterer venstremanden. Han har klaget til Pressenævnet over artiklen på 3F's hjemmeside, og han opretholder klagen.