Flemming Povlsen: Konflikt er et kæmpe prestigetab

Spillerne og DBU er ikke blevet enige om en aftale. Dybt skadeligt for dansk fodbold, mener Discovery-ekspert.

Ritzau
- Det gør ondt langt ind i fodboldsjælen, at det er juristeri og ikke tacklinger og gode aktioner på banen, der nu er i fokus, når man taler om det danske landshold, siger Discovery-kommentator og tidligere landsholdsspiller Flemming Povlsen. Foto: Nils Meilvang/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 2. september 2018 20:28 - Opdateret 2. september 2018 20:56

Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og spillerne stiller dansk fodbold i et ualmindeligt dårligt lys.

Det mener Discovery-kommentator og tidligere landsholdsspiller Flemming Povlsen, efter at DBU søndag afviste landsholdsspillernes tilbud om en midlertidig forlængelse af den gamle aftale.

Kommentatoren er uforstående over for situationen.

- Det er ikke i orden, at det kan komme så vidt, at man nu taler om måske at aflyse landskampe, siger Flemming Povlsen.

- Det er et kæmpe prestigetab både udadtil i fodboldeuropa, men også indadtil mod alle dem, som synes at landsholdsfodbold er noget at stræbe efter - den ungdom, som skal være de kommende landsholdsspillere, siger han.

Søndag aften sagde DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau, at DBU ser spillernes tilbud som et afbud fra spillerne.

DBU vil derfor kigge efter andre spillere, der kan udtages til landsholdet.

- Det gør ondt langt ind i fodboldsjælen, at det er juristeri og ikke tacklinger og gode aktioner på banen, der nu er i fokus, når man taler om det danske landshold - igen.

- Det er desværre ikke første gang, at det sker, siger Flemming Povlsen.

- Dansk landsholdsfodbold kommer netop med noget goodwill fra VM. Det bliver nu revet ned, og så skal man til at bygge det hele op igen, siger han.

Den tidligere landsholdsaftale, der blev indgået i 2015, udløb efter sommerens VM-slutrunde i Rusland.

I slutningen af juli blev forhandlingerne om en ny aftale genoptaget. Men frem mod næste uges landsholdssamling er det ikke lykkedes parterne at finde frem til en aftale.

Den gamle landsholdsspiller, der var en del af EM-guldholdet i 1992, ønsker ikke at tage parti i konflikten. Udefra set har de to parter gjort en meget uheldig figur, mener han.

- Jeg kan ikke gennemskue, hvad der er sandt og falsk. Den ene dag skyder den ene part mod den anden, og den næste dag er det omvendt, siger han.

- Jeg forstår ikke, at man ikke kan finde et forhandlingsklima, hvor man ser problematikken fra forskellige synspunkter. Udefra set stiller spillerne og DBU sig i hver deres hjørne og skyder på hinanden.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...