Flere ældre bag rattet i de kommende år

De kommende år vil de store generationer af ældre erobre vejene. Det er godt for livskvaliteten og samfundet

KØBENHAVN:De har gråt hår og en gulnet fødselsattest. De har venner og familie i hele landet, som de ofte besøger. De har haft bil i mange årtier, og de kan lide at køre i den. Det handler om ældre bilister - en gruppe, der bliver langt flere af på de danske veje i de kommende år. - Fremtidens ældre er vant til at køre meget i bil, og de har et stort socialt netværk, der er spredt ud over et stort geografisk område. De er meget aktive og vant til selv at opsøge oplevelserne. Desuden får vi langt flere ældre kvindelige bilister, fordi de i højere grad end tidligere har taget kørekort, siger civilingeniør og forskningsassistent Marlene Rishøj Kjær fra Danmarks TransportForskning, der netop har udgivet rapporten "Ældre bilister - mobilitet og risiko i trafikken". Ifølge Danmarks Statistik vil flere end hver femte dansker i 2030 være over 70 år gammel. Langt flere end tidligere er ivrige bilister, og de fleste vil have råd til at beholde bilen, selvom de går på pension, fortæller Marlene Rishøj Kjær. - De ældre bliver mere og mere aktive socialt. De kører længere og oftere på besøg, og de har generelt flere fritidsaktiviteter. Mange af dem har haft bil, siden de var 18 år, og det er en vigtig del af deres identitet som moderne menneske, siger hun. At gruppen af ældre bilister vil vokse i fremtiden er rigtig godt for samfundet, mener Marlene Rishøj Kjær. - Alle undersøgelser viser, at jo mere mobile, de ældre er, des bedre helbred har de - og dermed koster de samfundet færre penge. Desuden giver det stor livskvalitet at være mobil, siger hun. Også i Ældre Sagen ser man fremtidens mange ældre bilister som et udtryk for et generelt bedre helbred og større livskvalitet. - Der skal selvfølgelig være nogle filtre, der sorterer de bilister fra, som ikke længere er i stand til at køre bil. Men udviklingen er meget positiv, fordi det øger de ældres sociale aktiviteter, når de har bil. Det er livskvalitet, når man kan besøge familien, køre i skoven eller tage i teateret, mener Mette Nørgaard, der er politisk konsulent i Ældre Sagen. Derfor er der også god grund til, at kommuner og amter begynder at indrette trafikken efter de mange nye ældre bilister i fremtiden, forklarer Marlene Rishøj Kjær fra Danmarks TransportForskning. Det kan for eksempel gøres ved at forenkle vanskelige trafikkryds, lave flere parkeringspladser og gøre vejskiltene lettere at aflæse. - Sker det ikke, vil de ældre blive mindre trygge ved at køre bil. Og så vil de stille langt større krav til samfundet om hjælp til eksempelvis indkøb, siger Marlene Rishøj Kjær.