Ældreforhold

Flere ældreområder kendte ikke reglerne

52 ældre nægtes at vælge desserten fra i Aalborg Kommune

AALBORG:Det er ikke blot Gug-området, der i flere år har administreret kommunens regler om mad til de ældre forkert, sådan som NORDJYSKE Stiftstidende tidligere har beskrevet det. Det har fem øvrige ældreområder i kommunen også: Vestbyen, Nørresundby, Svenstrup, Sulsted og Vodskov, så ialt 52 ældre beboere på plejehjem og i ældreboliger har fået lov til at fravælge en biret i form af en forret eller en dessert. Stik imod reglerne. Reglen er, og det har den været siden 1999, at hovedret og biret følges ad, og det betaler man samlet for. Uanset om man kan spise det eller ej. Det er dermed seks ud af kommunens 13 ældreområder, der har misforstået et eller andet, ikke har læst teksten eller ikke har forstået den i den ånd, den blev fremsat. - Teksten er sådan set klar nok, men der er åbenbart alligevel været misforståelser, siger direktør i ældre- og handicapforvaltningen, Niels Tikjøb Olsen, der efter henvendelsen fra en pårørende Poul Ferland, Hadsund, skrev ud til lokalområderne og bad om at få en oversigt over, hvordan de administrerede reglerne. - Der er altså 52 ældre ud af 1100, og det er da ikke mange, mener direktøren, som forklarer misseren med, at man ude i lokalområderne har misforstået reglen. Reglen er også, at beboerne i øvrigt kan vælge at springe et hovedmåltid over, hvis man eksempelvis skal ud og spise med familie eller venner. Det måltid man ikke får, det betaler man heller ikke for. - Og derfor forstår jeg slet ikke, at politikerne fastholder, at min mor ikke kan vælge biretten fra. Hun spiser den ikke, siger Poul Ferland, hvis mor bor på Gug plejehjem. - Da jeg klagede, forklarede rådmand Anni Kjeldgaard i et brev til mig, at det var vigtigt, at de ældre både fik biret og hovedret af hensyn til kostsammensætningen. Men hvordan det hænger sammen med at man bare kan vælge et hovedmåltid fra, forstår jeg ikke. Argumentet holder ikke, siger Poul Ferland. Opgiver sagen Direktør Niels Tikjøb Olsen forklarer, at biret og hovedret hører sammen, da mange ældre har tendens til at spise for lidt. - Og får de suppe samt et andet måltid, så er der god mulighed for at de får spist mere. Når de for eksempel vælger et måltid fra, så spiser de sammen med familien eller andre i byen eller noget tredje, forklarer han. Aalborg Kommunes ældre- og handicapudvalg har haft sagen til debat på grund af klagen fra Poul Ferland. Det var Venstres Lars Lykke Larsen, der bragte sagen op i udvalget, fordi han mente, at de ældre skulle have muligheden for frit at vælge. Han kom i mindretal, og nu opgiver Poul Ferland sagen i forhold til Aalborg Kommune. - Kommunen vælger altså at være formynderisk og tager penge for to måltider, selv om man kun spiser et. Det er tvang, og det er et mærkeligt forretningsprincip. Sådan gør man da ikke, heller ikke når man går på restaurant, mener Poul Ferland. - Min mor har betalt sin skat i mange år og har med rette forventet en god service, når hun blev ældre, forklarer han. Poul Ferland tilføjer i øvrigt, at moderen er tilfreds med at være på Gug plejehjem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst