Udland

Flere amerikanske kvinder tager fortrydelsespiller

Ny undersøgelse viser, at stadig flere kvinder i USA tager fortrydelsespiller. Nogle gør det mere end en gang

Flere amerikanske kvinder tager fortrydelsespiller

Millionvis af amerikanske kvinder tager fortrydelsespiller, og tallet er stigende. Det viser en ny rapport fra USA'S Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse, der netop er offentliggjort.

Rapporten viser således, at knap seks millioner kvinder, svarende til 11 procent af de seksuelt aktive, benyttede pillen fra 2006 til 2010.

I forhold til 2002 var det tal omkring fire procent.

Stigningen er sket, efter at de amerikanske myndigheder lempede reglerne for nødprævention i 2006.

Ifølge rapporten har 59 procent af de kvinder, der har benyttet fortrydelsespiller, kun taget pillen en gang. 24 procent har taget den to gange, mens 17 procent har svaret, at de har taget pillen tre eller flere gange.

USA'S føderale Fødevare- og Lægemiddelmyndighed godkendte salget til voksne kvinder uden recept i 2006 efter flere år med heftig debat. Senere blev restriktionerne lempet yderligere, således at salget også gjaldt unge kvinder på 17 år.

Kvindelige sundhedsgrupper har rost initiativet for at forebygge uønskede graviditeter. Konservative grupper advarer imidlertid om, at det fører til flere tilfældige erotiske forhold blandt unge samt flere seksuelle overfald.

Ifølge USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse viser rapporten, at fortrydelsespiller ikke har erstattet konventionelle præventionsmetoder for de fleste kvinder, selv om det for nogle tilsyneladende ikke er en engangsting.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst