Drab

Flere anholdelser kan være på vej i drabssag

Der kan måske være flere anholdelser på vej i drabssagen fra Vodskov. Kriminalinspektør Ole Christensen, Aalborg Politi, vil ikke udelukke, at det kan blive aktuelt, jo længere kriminalpolitiet og kolleger fra Rigspolitiets Rejsehold får sig boret dybere ned i drabssagen.

To mænd på henholdsvis 18 og 21 år sidder i dag varetægtsfængslet for det brutale overfald på den 54-årige invalidepensionist Steven Noer, der i forbindelse med et narko-opgør blev slået og sparket ihjel i weekenden 16. og 17. juli. En 19-årig mand er fortsat sigtet for drabet, selv om han meget overraskende blev løsladt af anklageren i det grundlovsforhør, hvor han blev fremstillet. Det var åbenbart meget vigtigt for anklagemyndigheden at sikre sig den 19-åriges forklaring til retsbogen, og derfor blev han fremstillet i retten. Hans egen forklaring kan også have været medvirkende til, at det ikke længer var nødvendigt at "holde" på manden, og at det var en medvirkende årsag til, at man lod ham gå igen. Anklager Lotte Nielsens anmodning om dørlukning blev imødekommet i begge retsmøder af de pågældende dommere, og det betyder, at der kun kan gisnes om, hvad der blev forklaret bag de lukkede døre til retten. De to fængslede nægter sig skyldige i drabet på Steven Noer. Ifølge Ole Christensen har de begge indtil videre valgt at holde tæt med eventuel viden og oplysninger, der kunne kaste lys over, hvad der rent faktisk skete i invalidepensionistens lejlighed på Lille Tingbakke 12 i Vodskov. - Vi er langt fra ved vejs ende i denne sag med diverse afhøringer, og vi fortsætter naturligvis efterforskningen, siger kriminalinspektøren og tilføjer, at politiets første teori om, at der var tale om et narkoopgør er blevet endeligt bekræftet. Ole Christensen vil dog ikke kommentere, hvorvidt drabet på Steven Noer indgår i en større eller mindre narko-sag. - Det ved vi ikke nok om på nuværende tidspunkt, lyder svaret. Kriminalinspektøren vil heller ikke kommentere forlydender om, at den seneste varetægtsfængslede - nemlig den 21-årige, der i modsætning til den anden varetægtsfængslede er af anden etnisk oprindelse - blev presset af andre til selv at melde sig til politiet. Forklaringen på dette skulle være at skabe ro på et narko-marked og i et betændt kriminelt miljø, der trives bedst ved at fungere i det skjulte uden en konstant politimæssig bevågenhed. Ole Christensens forklaring er, at den 21-årige meldte sig selv, fordi han vidste, at han var efterlyst. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger kan det endvidere ikke udelukkes, at Den Internationale Klub på én eller anden måde har en finger med i spillet, men det har politiet ingen kommentar til.