Flere bagerier er konfliktramt

EMNER 1. marts 2009 05:00

KØBENHAVN: Klatøjede danskere risikerer at få morgenkrydderen galt i halsen, når de her til morgen møder op ved deres lokale bager for at hente morgenbrød. Eller rettere: Faktisk kan det blive vanskeligt overhovedet at få noget galt i halsen, for nogle steder bliver der formentlig rift om brødet. Enkelte bagere og konditorer er fra natten til i dag konfliktramte, efter at forhandlingerne om en overenskomst er gået i hårdknude mellem virksomhedernes organisation, Arbejdsgiverforeningen for Konditorer, Bagere og Chokolademagere (AKBC), og Fødevareforbundet NNF. Derfor er det i de ramte butikker kun lærlinge, elever, mester selv samt ansatte, der ikke er organiseret i NNF, der må bage rundstykker og andet morgenbrød. AKBC er dog en lille arbejdsgiverforening med omkring 80 medlemsbutikker, og derfor er der stor sandsynlighed for, at det lokale bageri er organiseret i det dominerende Bager- og Konditormestre i Danmark, der ikke er konfliktramt. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...