Flere billige billetter på indenrigs

Norwegian sætter en ekstra afgang ind på Aalborg-København

Flemming Junker
Med sommerfartplanen kommer der en ekstra afgang mellem Aalborg og København med Norwegian.Arkivfoto: Torben Hansen
Lufthavne 1. februar 2013 15:51

NØRRESUNDBY: De seneste måneders udvikling i Aalborg Lufthavn fortsætter i det nye år med fremgang for udenrigs og charter og tilbagegang for indenrigstrafikken.

Imidlertid lægger både SAS og Norwegian flere og flere billige billetter ud:

- Og sammen med, at Norwegian per sommertrafikprogrammet indsætter en ekstra daglig frekvens på ruten til København giver det begrundet håb om bedre indenrigs passagertal i løbet af de næste to-fire måneder, oplyser direktør Søren Svendsen fra lufthavnen.

Faldet i indenrigstrafikken blev på 12,2 procent i januar i forhold til januar sidste år.

Modsat fortsætter udenrigstrafikken sin markante vækst. Hele 45,6 procent steg denne del af trafikken i januar. I alt fløj 15.535 passagerer til og fra udlandet mod 10.670 i samme måned sidste år.

Chartertrafikken fortsætter også sin positive udvikling med en stigning på 5,5 procent, lyder det fra Søren Svendsen. 10.170 passagerer rejste på ferie fra og til Aalborg Lufthavn i januar 2013 mod 9642 rejsende i januar 2012.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...