Flere bliver syge af eksotiske grøntsager

Bakterier trives i importeret grønt

 <i>Pressefotograf Martin Damgård</i>

Pressefotograf Martin Damgård

INDLAND:Importerede grøntsager, der er forurenet med salmonella, campylobacter og E.coli fra spilde- og overfladevand udgør en stigende sundhedsrisiko.

Danskerne bruger i stigende omfang eksotiske grøntsager og krydderurter i madlavningen. Men de thailandske forårsløg, kenyanske sukkerærter og vietnamesiske koriander bidrager med andet end krydret smag. En rapport fra Fødevarestyrelsen viser forekomst af salmonella og campylobacter i ovennævnte grøntsager samt forskellige salater og krydderurter , skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasine foodculture.dk

Fødevarestyrelsen tog i 2011 prøver af 342 partier af spiseklare grøntsager og krydderurter, altså friske varer som danskere spiser uden varmebehandling. I 10 partier fandt man salmonella- og campylobacterbakterier, der udgør en sundhedsrisiko.

"Antallet af syge på grund af frugt og grønt er stigende, og rigtig mange af sygdomstilfældene skyldes importeret frugt og grønt," siger projektleder Niels Ladefoged Nielsen fra Fødevarestyrelsen.

Hvor man nærmest aldrig før 2005 så sygdomsudbrud forårsaget af bakterier på frugt eller grønt, har der siden været et par alvorlige udbrud årligt. I alt er omkring 3000 danskere registreret syge efter at have indtaget grøntsager med forskellige bakterier.

Vandes med spildevand

Udover fund af salmonella og campylobacter viser rapporten for 2011 høje fund af E.coli-bakterier, der indikerer forurening fra afføring.

Bakterierne sidder på fødevarerne, fordi man mange steder i verden vander med spilde- og overfladevand, der kan være forurenet med afføring fra kloakker og fugle. Det menes, at grøntsager, der er vandet med spildevand, udgør 20 procent af verdens fødevareforsyning.

Forekomsten betyder ifølge Niels Ladefoged Nielsen, at det er vigtigt at være opmærksom på mad fra tredjelande som Thailand, Uganda og Vietnam.

Ingen udbrud med dansk grønt

Fødevarestyrelsen fandt ikke salmonella eller campylobacter i de undersøgte partier af danske grøntsager og krydderurter. Det hænger ifølge konsulent i Dansk Gartneri, Torben Lippert, sammen med, at grøntsager og frugt i Danmark generelt vandes og skylles i vand af drikkevandskvalitet.

Der har heller aldrig været sygdomsudbrud forbundet med danske grøntsager.

"Det er altid fornuftigt at købe dansk, både grønt, æg og kød, det kan vi ikke komme udenom. Det er primitive dyrkningsforhold, der forårsager de her problemer," siger udbrudskoordinator Morten Lisby, Fødevarestyrelsen.

Italienske varer med salmonella og E.coli

Ingen af de undersøgte grøntsager i rapporten var i 2011 skyld i udbrud, hvor flere danskere er blevet syge af at spise den samme vare.

Til gengæld blev 43 danskere i 2011 registreret med salmonella efter at have spist italienske Datterino-tomater. 51 fik diarre af E.coli ETEC-bakterier efter at have spise lucernespirer, der stammede fra italienske frø. Og forleden blev et parti tørret økologisk salvie fra Italien kaldt tilbage på grund af salmonella.

Derfor fortsætter Fødevarestyrelsen den særlige kontrol af bakterier på grøntsager, og i år også med prøver af frugt, skriver foodculture.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.