Flere bliver syge af for højt tempo

Flere og flere danskere bliver syge af at gå på arbejde, fordi de kører sig selv for hårdt. Det viser en undersøgelse fra pensionsselskabet Danica Pension. Her er udbetalingerne for tabt erhvervsevne steget til rekordniveau. Sygdomme som kræft, kredsløbsforstyrrelser, hjerte-kar-sygdomme og psykiske lidelser efter stress lægger danskerne ned. - Vi er aktive i alle de vågne timer, restituerer og sover for lidt. Det belaster de biologiske systemer og gør hjernen udmattet, siger Palle Ørbæk, Arbejdsmiljøinstituttet. Kilde: Politiken, Netdoktor.dk