Flere børn dræbt af hunde i vores nabolande

Skive, søndag /ritzau/ Det er efter alt at dømme første gang i mange år, at et menneske bides ihjel af en hund herhjemme. Men det er sket i flere tilfælde i landene omkring Danmark. Norge: I 2002 blev en syvårig dreng bidt ihjel nord for byen Dokka af fire hunde, da han var på vej hjem fra skole. Det var en schæfer, der førte an i overfaldet. Finland: En aften blev en 22-årig kvinde bidt ihjel i Tammerfors, da hun var ude at lufte sin kærestes kamphund af racen bull mastiff. Pludseligt bed den hende i struben. Grønland: På Grønlands vestkyst blev en syvårig dreng dræbt af to slædehunde. Han var angiveligt kommet for tæt på det sted, hvor slædehundene stod bundet. I 1995 blev en treårig dreng, der var på besøg hos sine bedsteforældre i Upernavik, bidt ihjel, da han ligeledes gik ud til slædehundene udenfor huset. Tyskland: To kamphunde, en pitbullterrier og en staffordshireterrier, bed en seksårig dreng til døde på sportspladsen ved en skole i Hamburg i 2000. /ritzau/