Flere børn får specialundervisning

KØBENHAVN:Antallet af børn, der kommer direkte fra børnehave i specialklasse er fordoblet i Århus Kommune. Det er stærkt foruroligende, siger chefspsykolog Jan Kirkegaard, Videncenter for Rådgivning og Specialpædagogik i Århus Kommune. - De børn får ikke lov at starte i skolen, og de får ikke lov at prøve sig selv af i et skoletilbud. Det er et meget stort indgreb i et barns liv at starte i en specialskole, siger Jan Kirkegaard. I 2009 var der 35 børn, der kom direkte fra børnehaven i en specialklasse. I år er tallet 70. 70 procent er drenge. Jan Kirkegaard erkender, at eksperter - pædagoger, psykologer og lærere - er blevet bedre til at se børnene og lave en tidlig indsats, og det er en del af forklaringen. /ritzau/