Danmark

Flere børn fødes af mødre over 40 år

Bedre mulighed for kunstig befrugtning betyder, at flere kvinder bliver mødre, efter de har rundet 40 år.

Flere børn fødes af mødre over 40 år

Mødre over 40 år står for en stadig større andel af landets nyfødte. I fjor fødte mødre over 40 år 1984 babyer, hvilket svarer til 3,4 procent af alle nyfødte.

I 2001 blev kun knap to procent født af mødre over 40 år, viser Sundhedsstyrelsens seneste tal, skriver Politiken Søndag.

Stigningen kan delvis forklares med bedre mulighed for kunstig befrugtning til dem, der har udskudt moderskabet.

- Man kan hjælpe dem med moderne metoder som insemination, reagensglasbehandling eller ægdonation. Et stigende antal kvinder rejser i dag udenlands for at købe æg.

- Når du som 40-årig køber æg fra en 20-årig, så er dine chancer for at blive gravid næsten lige så store, som hvis du var 20 år, siger Øjvind Lidegaard, professor ved gynækologisk klinik, Rigshospitalet, til Politiken.

Uden hjælp fra kunstig befrugtning kan det være svært at blive mor som 40-årig. På det tidspunkt har de fleste kvinder ikke mange æg tilbage. Og de, der er tilbage, er af dårlig kvalitet.

Hvis en kvinde i alderen 40-44 år har samleje mindst to gange om ugen, vil hun derfor kun have seks procents chance for at blive gravid i løbet af en menstruationscyklus.

Hendes 20-24-årige kønsfæller vil med en tilsvarende adfærd have 34 procents chance for graviditet, forklarer Øjvind Lidegaard.

Det offentlige må tilbyde kunstig befrugtning af kvinder op til 40 år, mens de private klinikker må hjælpe kvinder op til 45 år.

Tal fra Dansk Fertilitetsselskab viser, at 30 procent af reagensglasbehandlingerne på de private klinikker i 2011 gik til kvinder over 40 år.

- Vi har lavet et samfund, hvor kvinder på grund af uddannelse og karriere får børn sent siger Svend Lindenberg, leder af Copenhagen Fertility Center, som er Danmarks største fertilitetsklinik, til Politiken.

- Så jeg kan godt forstå, at kvinder søger mod en fertilitetsklinik for at få børn, for de har ofte ikke muligheden på egen hånd, fortsætter han.

/ritzau/