Børnepasning

Flere børn i Bitte Bæk

Socialudvalg imødekommer ønske fra børnehave om opnormering

AALBORG. Sidst i november frygtede ledelse og forældre i børnehaven Bitte Bæk, at børnehaven stod uden lokaler 1. januar. Nu er børnehaven imidlertid i en ganske anden situation. For det første har institutionen fået tilladelse til at flytte fra Spejderborgen i Kong Hans Gade til nye lokaler i Saxogade 4, og for det andet er socialudvalget nu indstillet på at imødekomme et ønske fra Bitte Bæk om en opnormering. Socialudvalget godkendte i går flytningen til Saxogade, hvor forholdene ifølge forældre og ledelse er væsentligt bedre end i Spejderborgen, som hele tiden har været en midlertidig løsning. Men socialudvalget besluttede også at opnormere børnehaven med 10 børn. Ifølge socialrådmand Birgit Ekstrøm (S) drøftede medlemmer under mødet, om der nu også er plads til de ekstra børn i Saxogade, men en henvendelse til teknisk forvaltning bekræftede medlemmer i, at der er der. - Pladskravene skal opfyldes, men vi mener, at lokalerne er store nok, siger Birgit Ekstrøm, der konstaterer, at det er børn fra hele kommunen og således ikke kun fra Vestbyen, der benytter børnehaven, der benytter den såkaldte Waldorf-pædagogik.