Flere børn til Øgaderne

Øgade Samråd ønsker en anden sammensætning af beboere i kvarteret, der er præget af studerende og ældre mennesker

AALBORG:Flere børn på legepladserne, i skolerne og i kvarterets lejligheder er drømmen for Øgade Samråd, der er en forening for Øgadekvarteret. Den ønsker nemlig flere børnefamilier i kvarteret, så sammensætningen af beboere bliver mere blandet end den er nu, hvor der er overvægt af studerende og ældre mennesker. - Hvis der kommer flere børnefamilier til området, kan vi støtte børnehaver og skolen herude. Det giver også mere liv, hvis der kommer flere børn herude, siger formanden for Øgade Samråd, Laila Thomsen. Hun håber, at flere børn vil give en opblomstring til Sønderbroskolen, hvor der i år kun er indskrevet 22 børn til børnehaveklassen. - Vi har en skole, som vi er glade for. Desværre vælger nogle forældre skolen fra. Måske er det på grund af myter. Vi føler ikke, at skolen er truet, men det er klart, at alle uddannelsesinstitutioner gerne vil have kunder i butikken. Jeg tror, at hvis der kom flere børn til området, vil der også være flere, der valgte, at deres børn skulle gå på skolen, siger Laila Thomsen. En anden opblomstring kunne være det frivillige arbejde i Øgadekvarteret. Laila Thomsen håber, at hvis der kommer flere børnefamilier til området, vil det være med til at sætte fut i det frivillige arbejde. - De studerende har ofte for travlt til at deltage i det frivillige arbejde, og de ældre har ikke mulighed for det. Børnefamilier er typisk interesseret i at gøre noget for området, sigerLaila Thomsen. Første barn fødes Selvom Øgade Samråd gerne vil have flere børn i kvarteret, er det ikke fordi, der ikke fødes børn i Øgadekvarteret. Mange unge får det første barn, mens de bor i Øgadekvarteret, men de bliver der ikke særlig længe. I stedet flytter børnefamilierne ud af kvarteret, når de har fået børn, fordi lejligheden simpelthen er for lille i forhold til det krav om plads, mange børnefamilier har. - Vi vil gerne have boliger, der passer til børnefamilierne. Og det er typisk større lejligheder, de vil have, siger Laila Thomsen. Drømmen er at kunne slå to lejlighederne sammen til en, og der har både været planer om at lave lejlighederne større og slå lejligheder sammen. I praksis har det dog vist sig meget svært at gøre. - Hvis vi skal lave lejlighederne om, skal beboerne genhuses, og det er problematisk. Der er også problemer, hvis man slår to lejligheder sammen. Så står man pludselig med to køkkener og to badeværelser, og så skal lejligheden laves om. Det er for dyrt, og hidtil har ingen afdeling kunne bære det, siger Laila Thomsen. Opfattes som nedslidt Økonomien er faktisk den største hurdle, der skal springes over, før at målet om større lejligheder er nået. Det vil blive for dyrt, hvis afdelingerne selv skulle lave lejlighederne større, for så vil huslejen i lejlighederne blive for høj. Hvis det skal lade sig gøre, skal der penge til udefra, ligesom der skal være opbakning fra beboerne til at lave lejlighederne om. - Bestyrelserne i de enkelte boligafdelinger kan have nok så mange planer, men det nytter ikke noget, hvor beboerne ikke er enige i, at noget skal laves om. Jeg oplever dog, at beboerne er enige, siger Laila Thomsen. Mange lejligheder i Øgadekvarteret er blevet renoveret, og det skal være med til at tiltrække nye beboere til området. - Måske opfatter folk kvarteret som det var engang. Nedslidt. Jeg tror ikke, at man er klar over, hvor attraktive lejlighederne er, siger Laila Thomsen.