Flere boligkøbere er klar til at slå til

Langt flere danskere overvejer nu seriøst at købe bolig, viser en brugerundersøgelse fra home.dk.

Flere boligkøbere er klar til at slå til

I lang tid har danskere på udkig efter en ny bolig stillet sig tilfredse med at "kigge" uden for alvor at være tæt på at gøre alvor af planerne.

Nu ser det imidlertid ud til, at der er kommet lidt grøde i andelen af folk, der går i seriøse købstanker.

En undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at der er sket et skift i kundernes indstilling til boligkøb.

- Køberne har ændret adfærd på den vis, at de i øjeblikket er meget interesseret i at købe bolig, hvor de sidste år måske mere bare ville kigge, siger Homes kommunikationschef Mads Ellegaard.

Undersøgelsen er baseret på svar fra over 3000 brugere på home.dk. Den viser, at andelen af folk, der bare kigger, er faldet fra 53 procent sidste år til 35 procent i år.

Og andelen af folk, der kigger for at købe, er tilsvarende steget fra 32 procent til 49 procent.

- Det, vi kan se, er, at de nu har en reel købsinteresse. Det, der har ændret sig, er, at efterlønskronerne er blevet udbetalt, og at man har vænnet sig til den sydeuropæiske gældskrise - så nu vil man altså købe, siger kommunikationschefen.

Analysen blandt køberne er lavet lige før skatteaftalen faldt på plads i sidste uge. Og Mads Ellegaard er sikker på, at aftalen vil puste endnu mere til udviklingen. Blandt andet fordi den freder boligejernes rentefradrag og giver skattelettelser.

- Vi er ikke i tvivl om, at skatteaftalen er en god ting for boligmarkedet. Køberne får flere penge mellem hænderne. Den rækker flere år frem, og der kommer politisk ro på, fordi det er en bred skatteaftale, siger kommunikationschefen.

Ifølge Home ligger tendensen i brugerundersøgelsen godt i tråd med udviklingen i Realkreditforeningens Køberbarometer.

I marts var det 3,3 procent af den voksne befolkning, der sagde, at de var parat til at købe hus eller lejlighed inden for det næste halve år. Og nu er det 5,5 procent.

Samlet betyder det, at knap 220.000 danskere overvejer at købe bolig i perioden frem til efteråret.

Da Køberbarometeret sidst tog temperaturen på købsinteressen, var det knapt 145.000, der tilkendegav, at de var på vej ud på boligmarkedet i køberens rolle.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.