Højene

Flere bomber i Højene

Hjørring Politi optrapper efterforskning

Brændt asfalt og knust glas er efterhånden en vant syn i krydset mellem Vellingshøjvej og Skagensvej. Hjørring Politi frygter, at det, der begyndte som drengestreger, kan ende med alvorlige ulykker. Foto: Jan Sørensen

Brændt asfalt og knust glas er efterhånden en vant syn i krydset mellem Vellingshøjvej og Skagensvej. Hjørring Politi frygter, at det, der begyndte som drengestreger, kan ende med alvorlige ulykker. Foto: Jan Sørensen

HJØRRING:Sagen om brandbomber i Højene-området i Hjørring bliver stadig mere alvorlig. I sidste uge fortalte NORDJYSKE, hvordan mindst 10 brandbomber over flere nætter var eksploderet på åben gade. Dengang betegnede Hjørring Politi sagen som drengestreger, men nu er balladen ved at udvikle sig til noget endnu værre. Dels eksploderede endnu en bombe natten til mandag i krydset mellem Skagensvej og Vellingshøjvej. Men ikke mindst er en lysmast brændt og væltet på stadionanlægget i Højene. - Der går ikke bare af sig selv ild i en lysmast, så sagen får en helt anden karakter. Derfor har vi fundet de tidligere forhold frem og har overdraget sagen til Kriminalpolitiet. Vi må have det stoppet, inden det går galt, siger vicepolitiinspektør Per Lauritzen. Endnu er ingen personer kommet noget til, men nogle af bomberne er eksploderet få meter fra private hjem. Midt i en skoldhed juli er der en risiko for, at gnister fra bomberne tænder ild i haver. Per Lauritzen opfordrer kraftigt forældrene i området til at tage affære. - Vi har på fornemmelsen, at det er lokale drenge, der gør det, og forældrene skal være opmærksomme på, hvad deres børn laver, siger Per Lauritzen. Hjørring Politi hører meget gerne fra folk, som ved noget om sagen.