Flere dømmes for indbrud

Hver fjerde indbrudstyv er mellem 15 og 19 år. Flere dømmes, men 45 procent af de tiltalte går fri.

Flere dømmes for indbrud

Antallet af tyveknægte, der får en dom for at have været på rov i folks villaer og lejligheder, vokser.

Sidste år blev der afsagt næsten 2000 domme i denne kategori, og det er 90 procent flere end i 2007, oplyser Danmarks Statistik.

Tallene rimer meget godt med politiets meldinger om, at man er blevet bedre til at opklare indbrudskriminalitet.

Flere og flere sigtes for at være brudt ind i folks private hjem, men samtidig har politiet måttet erkende, at det ikke er lykkedes for alvor at bøje kurven.

Alt for mange plages af indbrud, og denne form for kriminalitet ligger fortsat "på et højt niveau", lød meldingen fra Rigspolitiet i foråret.

En hel del indbrud begås af ganske unge. Hver fjerde af de indbruds-dømte i 2011 var i alderen 15 til 19 år, oplyser Danmarks Statistik.

I øvrigt ender hovedparten af sagerne om indbrud med ubetinget frihedsstraf.

Selv om det er lykkedes politiet at opklare flere sager, og selv om anklagerne har indbragt flere sager for domstolene, er der dog langt alle, der ender med en fældende dom.

Faktisk er det kun 55 procent af sagerne, som ender med, at den tiltalte eller sigtede findes skyldig.

Desuden viser den nye opgørelse fra Danmarks Statistik, at der i 2011 blev afsagt dom i stort set samme antal sager om overtrædelse af straffeloven som i året forinden.

Kigger man på de enkelte lovovertrædelser, er der udsving fra det ene år til det andet.

Således er antallet af fældende domme for voldsforbrydelser faldet fra 8316 i 2010 til 7649 sidste år.

Omvendt er flere blevet kendt skyldig i tyveri og andre såkaldte ejendomsforbrydelser. I Sidste år var der 27.453 fældende domme, mens der året før var 26.631.

/ritzau/