EMNER

Flere dør af alkohol end af aids

KØBENHAVN:Hele 2,5 millioner mennesker på verdensplan dør hvert år af virkningerne fra et stort alkoholforbrug, og dermed har alkohol overgået aids som verdens største dræber. Det viser en rapport fra FN's verdenssundhedsorganisation, WHO. Alkoholforbrug er specielt fatalt for yngre årgange, og alkohol er samtidig den mest udbredte risikofaktor for dødsfald blandt mænd mellem 15 og 59 år. Det er WHO's første rapport om alkohol siden 2004. I den nye rapport oplistes 60 forskellige sygdomme og skader, som kan forbindes til et alkoholforbrug. Væksten i alkoholrelaterede dødsfald skyldes hovedsageligt, at mange mennesker i de nye økonomiske vækstlande, de såkaldte BRIK-lande, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, har fået flere penge på lommen til at købe øl og spiritus, mener WHO./ritzau/