Flere dør af prostatakræft

AALBORG:Danske mænd over 50 år bør være meget mere opmærksomme på faren for at få prostatakræft og gå til lægen, så snart de har mistanke om kræft. Det siger Poul Erik Pyndt, formand for patientforeningen for Prostatakræft. - De seneste tal fra Cancerregisteret viser, at antallet af nye tilfælde af prostatakræft er steget med 50 pct. i de seneste ti år. Der konstateres nu ca. 2500 tilfælde årligt, og hvert år dør over 1100 danske mænd af prostatakræft - ofte efter et svært og langvarigt sygeleje. I gamle dage sagde man, at prostatakræft var noget man døde med, men det er i høj grad også en kræftform, man dør af, siger Poul Erik Pyndt. Han håber derfor på, at danske mænd vil blive lige så bevidste om risikoen for at få prostatakræft, som kvinder er for at få brystkræft. Prostatakræft rammer kun mænd, men man kender ikke årsagen til, hvorfor nogle mænd udvikler prostatakræft, forklarer Iben Holten, læge i Kræftens Bekæmpelse. - Vi ved derfor heller ikke, hvorfor antallet af mænd med prostatakræft er steget så markant. Der er ikke tvivl om, at stigningen er reel, selv om en del af årsagen uden tvivl er den stigende levealder, idet risikoen for at udvikle prostatakræft er stærkt stigende med alderen, siger Iben Holten. Kræftsignaler kan eksempelvis være hyppig vandladning, blod i urinen eller sæden, eller hvis en far eller en bror har fået prostatakræft. Hvis prostatakræft opdages i tide, er udsigten til at fjerne canceren gode, men der er risiko for alvorlige bivirkninger - bl.a. impotens og ufrivillig vandladning.