Gymnasiale uddannelser

Flere elever vil på gymnasiet

Især de sproglige elever tegner sig for stigningen

AARS:Efter et par år med et lavt elevtal, ser det nu ud til at vende for Vesthimmerlands Gymnasium. Det viser nye tal for indskrivningen til gymnasiet. De sproglige elever tegner sig for den største stigning. I år har 47 unge mennesker søgt om optagelse på den sproglige linje, mens antallet var 34 sidste år. Selv om den procentvise stigning er stor, er det ifølge rektor Kirsten Holmgaard en normal tendens. - Det er et betydeligt sving i antallet af sproglige. Det er sjældent, at det er så stort her, men hvis man kigger på de andre gymnasier i Nordjylland, sker det faktisk ret ofte, siger Kirsten Holmgaard. Der er også flere elever end tidligere, der satser på tal og formler. Ni elever mere end sidste år har søgt den matematiske linje, hvilket bringer antallet op på 66. Alt i alt er der næsten 25 procent flere end sidste år, der har sat næsen op efter en plads på Vesthimmerlands Gymnasium. Flere årsager - Der er flere årsager til, at vi oplever så stor fremgang. Vores internationale klasse har måske spillet ind, men det mest afgørende er nok den forskydning, der ofte er mellem niende og tiende klasse, siger hun og henviser til, at de elever, der sidste år valgte at tage tiende klasse med, nu kan mærkes i statistikken. Men hun glæder sig over fremgangen alligevel. - Vi er meget glade for, at vi får flere elever. Det kan nemlig komme til at betyde, at vi får oprettet en klasse mere, og det håber jeg selvfølgelig, at vi gør, siger rektoren. Udover den eventuelle ekstra klasse kommer stigningen ikke til at betyde så meget. Der vil ikke blive hyret mere personale, fordi gymnasiet ansætter lærere ud fra antallet af elever totalt set, og ikke blot ud fra, hvor stor den enkelte årgang er. Gymnasiet døjer stadig med et lavt elevtal efter et par år med små ungdomsårgange. Derfor er der kun 12 klasser på gymnasiet, og det er lavere end sædvanligt. Ny busrute Fremgangen i antallet af elever giver Kirsten Holmgaard blod på tanden. Hun understreger, at gode busforbindelser har stor betydning for valget af gymnasium. Især uden for de deciderede storbyområder. Derfor håber hun også, at der bliver oprettet en busrute fra Nibe til Aars, som blandt andet teknisk udvalg har foreslået. - Det ville blive en fordel for os med den busrute, fordi vi så også bliver et attraktivt sted for elever i det område af Himmerland, forklarer rektor på Vesthimmerlands Gymnasium, Kirsten Holmgaard.