EMNER

Flere end 100 dræbt i Nigeria

Olierørledning sprængt

LAGOS:Flere end 100 mennesker blev dræbt fi går, da en olierørledning eksploderede i en landsby i nærheden af Nigerias økonomiske hovedstad, Lagos, oplyser en lokal tv-station. - Over 100 mennesker er blevet brændt ihjel og til ukendelighed ved eksplosionen. Vore folk er på katastrofestedet, siger Abiodun Orebiyi, generalsekretær for Nigerias Røde Kors, i telefonen til det franske nyhedsbureau AFP. - Vi har ikke kunnet finde nogen overlevende. Alle er brændt til ukendelighed. Vi har på stedet fundet omkring 500 benzindunke, som vi mener er blevet brugt til at stjæle brændstof fra olierørledningen, siger han. Tv-stationen Channels viste ikke billeder fra eksplosionsstedet, men fra morgenstunden kunne man fra Lagos se en sort røgsøjle stige til vejrs i Apapa-havneområdet. I dette område ligger en række olieanlæg. Ifølge Nigerias Røde Kors fandt eksplosionen sted på øen Snake Island. De nigerianske myndigheder kunne ikke umiddelbart bekræfte antallet af omkomne./ritzau/AFP