Redningsvæsen

Flere end 1000 kunder i timen

Alt klappede på den første dag med IKEA i Aalborg - også da en brandalarm gik i gang ved en fejl.

Åbningen af IKEA. Foto Lars Pauli

Åbningen af IKEA. Foto Lars Pauli

Klokken 20 var 11.000 mennesker gået gennem døren til IKEAs nye varehus i Aalborg, og med det besøgstal og dagens forløb i øvrigt, så kunne stedfortrædende varehuschef Anders Iversen ikke være andet end en glad mand. - Vi er meget tilfredse. - Der var lige den brandalarm, der drillede, men ellers er dagen forløbet rigtig, rigtig fornuftigt. - Der har ikke være nogen flaskehalse, og specielt trafikken har kørt fint hele dagen. Den har ikke skabt nogen problemer overhovedet, selv om det har været et af de store emner inden åbningen, siger Anders Iversen. Brandalarmen, der drillede, var en automatisk brandmelder, der aktiverede alarmen, og sendte de på det tidspunkt omrking 1500 kunder i IKEA uden for døren i nogle minutter. Anders Iversen valgte dog den positive vinkel på historien: - Det er selvfølgelig meget uheldigt med en alarm, der kræver evakuering af varehuset på åbningsdagen. Men rømningen af varehuset gik helt efter planen i god ro og orden. Og så fik vi jo da afprøvet, at vores evakueringsplan virkede. Det gik faktisk rigtig godt. - Derudover har vi fået mange gode tilbagemeldinger fra kunderne, og personalet har haft en god dag, fortæller Anders Iversen. Der sammen med resten af de knap 300 ansatte er klar til at fortsætte åbningsfestlighederne torsdag. IKEA forventer, at det nye Aalborg-varehus årligt vil blive besøgt af omkring 850.000 kunder.