EMNER

Flere end 21.000 til blomsterfestival

Det er kun lugearbejdet, der kan få armene ned i Bangsbo Botaniske Have

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De smukke blomster er blevet gjort til en massivt kendetegn for Frederikshavn. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Forventningerne forud for den 12. Blomsterfestival i Bangsbo Botaniske Have var høje. Havens primus motor Herluf Johansen satsede i foråret på, at 15.000 haveinteresserede ville tage turen til smukke Frederikshavn for at nyde en blomsterfestival i den forsommerklædte Bangsbo Park - men det var inden han og gode kolleger tog turen til Aalborg for at lave et fremstød i forbindelse med den store årlige forårsmesse i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her kiggede 27.000 inden for - og de fleste var lige forbi Blomsterfestivalens stand. Om det er det forhold, der gør sig gældende eller om man bare kan forvente et kolossalt vokseværk år efter år vides ikke. Men optælling af weekendens besøgstal viser, at 21.400 personer kom til Blomsterfestivalen i Bangsbo Botaniske Have. Ikke så lidt af en præstation, når man betænker, at lørdagens vejrlig så absolut mest var for de hardcore have-ejere, der ikke alene ser på småregn som en nødvendighed, men også en lise. - Lidt dårligt vejr slår ikke havefolk ud, sagde Herluf Johansen, lørdag til Nordjyske. Søndag aften var smilet endnu større end det er normalt - for rekorden på 21.400 er en understregning af, hvad den 12 år gamle tradition har vokset sig til - en gedigen blomster-event i sværvægtsklassen for Frederikshavn.